En uforudset pause

Som med alt andet i denne tid kan man ikke snakke, skrive eller tale med nogen uden at nævnte corona-krisen. En historisk hændelse, som for altid vil være en tid vi husker og vi kender jo desværre ikke slutningen på den historie endnu. Jeg har som så mange andre været hjemme for at arbejde og passe en hjemmeskole for vores to drenge, så det har også givet en del ekstra disponible timer, jeg primært har forsøgt at udnytte i haven. For uha hvor er der altså meget, der skal gøres udenfor i disse forårsmåneder, så med corona-krisen har jeg i år fået et godt forspring på mange af opgaverne, der ligger derude og venter. Efter de seneste dages påskeferie, har jeg kun opgaven med at få luget langs hækkene og lagt nyt kompost på samt klippet mine roser tilbage, men det nås nok engang i de kommende uger.

Men billeder skal der til, for er der noget der har kunnet løfte mit humør i disse mørke tider har det været vejret – de mange tiltrængte solskinstimer og det piblende forår rundt omkring i bedene. Blandt andet stod forhaven med mine krokus allerede i sit flotteste flot i slutningen af februar

Krokus “Whitewell Purple”
Forhave med krokus 27.02.20

Dette billede blev taget før jeg fik grovluget samt lagt et nyt lag champost på hele bedet, så nu håber jeg at det kan give mig lidt ekstra tid inden der skal luges igen.

Det figentræ jeg købte sidste år har også stået med de flotteste lyserøde blomster, og er på nuværende tidspunkt allerede ved at afblomstre igen, men hvor er det altså smukt

Knopper i ferskentræet primo marts 2020

I de seneste par dage er også magnolia i forhaven brudt frem og de botaniske tulipaner jeg satte i efteråret har nu vist deres dåd – dem er jeg ovenud tilfredse med. Jeg er virkelig stor tilhænger af løgvækster, da de er en fantastisk overraskelse på denne tid af året, hvor meget fortsat er brunt i farverne, og de kan skabe farver i haverummet. Så jeg pønser allerede nu på de mange løg-indkøb jeg skal gøre mig til efteråret.

Og med alt det der spirer frem, er der indimellem også noget der allerede nu i min forholdsvis nye have begynder at blive for stort. Så i år har jeg måttet gå lidt hårdere til beskæring af sommerfuglebuskene, hvor en af sorterne havde fået en sådan volumen og højde, at alt i nærheden blev kvalt og at den ene busk hældte til den ene side pga vægten. Så nu har jeg beskåret et par af dem ret langt ned og den sidste/bagerste har fået lov til at få en lidt længere/mere langstrakt form. Men det er tydeligt, at de lavendler der har stået under sommerfuglebuskene har haft trange kår – man ser tydeligt forskellen på lavendlernes kraft afhængigt af, om de har stået under dække af sommerfuglebuske eller ej….

Men det er ikke kun mig der har været i gang med opgaver i haven – min kære mand har også sat kræfter ind på at komme videre med vores carport-projekt ved at påbegynde malingen af skelettet, og efter bare en gang maling ved jeg bare, at det bliver SÅ godt, når siderne også kommer på

Derudover har han hjulpet mig med at få sat bedkanter på de steder, hvor der er græs der grænser op til bedene, så vi bedre kan styre græsset og der bliver en tydelig afgrænsning mellem plæne og bed. Det er kommet til at fungere ret godt, og jeg glæder mig til, at de får den samme rustfarve som resten af vores bedkanter, der er i cortenstål

Feriesyslerier

Nu hvor jeg har vinterferie og der endelig er en dag uden regn og blæst, fik jeg i dag klaret et par småprojekter udenfor. Jeg fik klippet vildskuddene af vores pilehytte for så at prøve at sætte dem i krukker og prøve om det kan lade sig gøre at få dem til at skyde til foråret. Derved skulle det gerne give små pilefletsopsatser, men jeg er meget spændt på om det overhovedet vil lykkes. Men alternativet var alligevel at smide grenene på komposten, så det kan ikke gå værre end galt;-)

Jeg fik også lige kigget til mine påskeklokker som nu er ved at åbne sig op, samt fik øje på de første kodrivere, som er så søde

Hulkravet kodriver

Og så havde jeg også god tid til at gå og planlægge, hvordan jeg her til foråret vil få ændret på det nuværende græsstykke på forsiden af huset, som skal plantes til med diverse buske og planter, for at vi kan undgå at skulle slå det lille stykke græs. Jeg har allerede en masse ideer til det, men dem gemmer jeg lige til mit næste indlæg. Her kan du se, hvordan bedet ser ud i dag.

Græsstykke foran huset feb. 2020 inden omlægning

Et kig tilbage i tiden

Den anden dag var jeg ved at kigge nogle af vores gamle billeder igennem, og faldt over flere af vores have som den så ud kort tid efter vi overtog huset i sommeren 2006. Og jeg skal da lige love for, at der er sket noget siden dengang. Det skal dog siges, at vi overtog en have som ikke var synderligt velplejet, og derfor selv gik i gang med at fjerne de grimmeste buske med torne, og også selv anlagde en gangsti. Det er på baggrund af de erfaringer vi til den store haveomlægning, der startede i 2016 valgte at benytte os af professionelle anlægsgartnere;-)

Vi har selv taget noget af arbejdet i etaper, og fik bl.a. støbt støttemur på bagsiden af huset, fældet nogle træer, fjernede efter 2011 legehuset, og senere også stakittet foran huset (og DET har jeg ellers brugt en del somre på at gå og male..)

Men kig engang hvordan haven så ud dengang.

Spæde forårstegn ved vintertid

Selvom kalenderen stadig siger vinter har naturen lidt svært ved at finde ud af, at vi stadig kun skriver januar. For med de milde temperaturer begynder mangt og meget allerede at gro og spire, selvom det slet ikke er den korrekte årstid at se grønne friske skud på. Jeg er allerede ret nervøs for mine hortensia, for se lige engang, hvor forvirrede de er over årstiden og hvordan de allerede viser forårstegn. Uha når/hvis der kommer frost, så vil de ikke bryde sig om det…

Hortensia i fuldt firspring i januar måned (2020)

Men også tulipanerne er alt for tidligt på den – de botaniske tulipaner jeg satte i efteråret er allerede stærkt på vej op af jorden, selvom det først er meningen de skal blomstre i april/maj!

Men heldigvis er der også andre planter der bedre kan finde ud af deres besøgstid, såsom de første fine vintergækker og mit julerose/påskeklokke-bed

Vi må håbe at naturen alligevel får rettet op på “sig selv” både med og uden frost og sne.

Rosernes flyttedag

Så har 3stk roser holdt flyttedag, og sikken et arbejde det var at få dem nænsomt gravet op og sat ned i det stykke jord, hvor der manglede roser.

Det gav også en del rifter og ondt i ryg og skuldre i dagene derefter, for det er alligevel noget af en rod de har nået at slå på de 3 år de har stået i bedet.

Men nu er der roser i hele forhaven – håber de klarer flytningen!

3stk roser er nu flyttet 10/11-19

Inden jeg flyttede roserne sørgede jeg for at klippe lidt ind til en buket, og jeg må virkelig sige, at jeg er imponeret over at jeg midt i november kan tage sådan en flot buket roser med ind – det er i sandhed lykken ved at have en have, sådan at kunne plukke blomster ind på næsten alle tider af året.

Siden mit forrige indlæg har gartnerne nu været forbi og har plantet de sidste bede til omkring carporten, så nu har de ikke flere opgaver hos os (medmindre jeg finder på nogle nye projekter til dem – man ved aldrig…;-))

Det er ikke nemt at se, men der er plantet storkenæb ‘Rozanne’ samt 3 små søjletaks


Næste gang jeg vender tilbage, bliver det med lidt julerier for det varer jo ikke længe inden der skal bindes kranse, laves juledekorationer og pyntes grene mm. indendøre.

Caport part one

Så har vi sørme fået carport her på matriklen. Den er blevet forlænget en smule bagud, hvilket betød vi var nød til at finde noget andet tag dertil. Men det er jeg faktisk glad for, da det tag vi så fik lagt på i stedet for er blevet sort og ikke hvidt som det der oprindeligt hørte med til carporten. Og det sorte tag passer nu engang bedre til resten, når al træværk bliver malet sort. OG det betyder også noget, fordi vi fra vores soveværelse kan stå og kigge ned på carportens tag, så det giver et bedre helhedsindtryk.

Som sagt skal alt males sort og der skal sættes sider på, så den bliver helt lukket. Dette kommer også til at give et lukket hjørne på vores terrasse (det første billede), og det tror jeg bliver rigtig fint. Det betyder også, at vi skal have lavet en løsning med nogle trædesten i det nuværende græs (jeg vil dog satse på at al græsset på et tidspunkt skal erstattes af trædebregner samt et aflangt bed med hosta og andet bag hækken). Men vi får brug for at kunne gå tørskoet fra carporten og ned på terrassen samt en sti over til vores skraldestativer, så her må vi nok selv i gang.

Det er planen, at gartnerne kommer inden jul og får de allersidste planter i jorden – i hvert fald fra deres hånd, og som vi har betalt dem for. Derfra er vi selv om resten, der skal laves i haven fremadrettet. Ifølge planen skal der plantes 3 høje taks på “bagsiden” med et bunddække af storkenæb ‘Rozanne’ og i det lange bed ved terrassen skal der være kærmindesøster som bunddække samt haveiris, tobakspibeplante og en klatrehortensia opad siden.

Så der er lidt vej inden vi er helt i mål med carport-projektet, men det bliver SÅ skønt at kunne sætte bilerne under tag til vinter og undgå at skulle skrabe sne af bilen om morgenen, inden man kan begive sig afsted:-)

Rosenbedet stråler

Jeg er hvert år forundret over, hvor utroligt længe og flot mit rosenbed i forhaven står i flor – der er stadig masser af nye knopper på vej og mindes fra sidste år, at de blomstrede næsten helt indtil november måned. I år går jeg næsten og venter på, at de skal stoppe med at blomstre, da jeg skal have flyttet rundt på dem, når altså engang de er gået i dvale. For der er et par steder, hvor det ikke var muligt at plante roser i tidernes morgen, da underlaget var fyldt med asfaltstykker, som gartnerne har banket op, da de var her med maskinerne til carport-udgravningen. Desuden er de faktisk blevet for store til at stå så tæt op ad hækken, så nogen af planterne må holde flyttedag til de mere bare steder. Når de engang skal flyttes skal de også forkæles lidt med noget jordforbedring – det trænger de til.

Men sådan her ser bedet ud i dag

Det er næsten ikke til at se at der står en magnolia i midten – til næste år må jeg i gang med saksen, så den kan blive stammet noget mere op
Stadig nye rosenknopper på vej ved udgangen af september 2019

Det er lidt vildt at se tilbage på, hvor små roserne var da de blev sat i jorden tilbage i maj 2017

Forår 2017
Forhaven 2017

Jeg bliver også lige nød til at vise, hvor flot vild-vinen står netop nu hen langs med betonstøttemuren – det er skønt når den er grøn om sommeren, men mindst ligeså smukt, når den her til efteråret iklæder sig den røde dragt

Vildvin september 2019
Og nu er det lige før det lykkes at få den til at kravle om hjørnet, så den grimme mur bagved også bliver dækket på bagsiden

De sidste billeder for denne gang bliver af det færdige carport-projekt i hvert fald fra gartnernes hånd, da selve carporten endnu mangler at blive sat op. Det er min bedre halvdels opgave, så tiden til det skal lige kunne afsættes indimellem arbejde og andre gøremål.

Støttemure ved carport september 2019

Plantenyt

Hele dagen i dag er gået med at luge, besøge planteskolen samt sætte forårsløg og plante bunddække. Jeg har fået sat 75stk botaniske tulipaner (Turkestanica), som jeg glæder mig til at se, hvordan bliver til foråret. De er sat foran espalier-hegnet og blåregnen, der jo godt kan være lidt bare forneden, så derfor håber jeg en masse tulipaner vil dække “fødderne” lidt.

Derudover har jeg sat nogle små kolonier af Roseum Allium i det skrå bed, hvor også uægte jasmin og kertepileurt står. I dette bed har jeg også sat en masse plettet tvetand ‘Shell Pink’ som meget gerne skulle dække bedet helt tæt, så jeg ikke skal bruge mere tid på at luge i det bed om et par år. For det føles lidt som spildte kræfter at luge der, hver og hver anden uge så forhåbentlig vil bedet her snart lukke til, så jeg blot kan nyde synet af de lyserøde planter i dette bed.

Grunden til at der ligger nogle enkelte herregårdssten strøet ud i toppen af bedet, skyldes at jeg på et tidspunkt skal have overtalt min kære husbond til at lægge en kant af sten rundt i dette bed, så vi undgår at græsset vokser ind over kanterne. Dette skulle også gerne gøre gavn den dag vi anskaffer os en robotplæneklipper, som hermed har en naturlig afgrænsning til bedet på den måde.

Nyplantet plettet tvetand ‘Shell Pink’, september 2019

Jeg lovede i mit sidste indlæg også at vise, hvordan det skrider fremad med etablering af vores nye carport – carporten ligger endnu usamlet mens gartnerne er i fuld gang med at støbe og sætte støttemur op rundt om den kommende carport. Jeg glæder mig til at få beklædt siderne på carporten, da det vil give en fantastisk god virkning her på terrassen, som bliver lidt mere gårdhave-agtig. Jeg har i hvert fald allerede masser af indretningsideer til, hvordan vi får skabt et hyggeligt uderum her.

Her kommer siden af carporten til at danne et hjørne på terrassen

Sensommeren i blomst

Kalenderen siger jo allerede efterår og vejret har da også vist nogle ret efterårsagtige byger i den seneste uges tid, men heldigvis har solen også stadig magt og har i hvert fald fået overbevist mit hoved om, at det er at foretrække at kalde denne tid for sensommer.

Der er også masser af sensommer-blomster der er på sit flotteste og højeste netop nu – jeg er rigtig glad for mit bed med kæmpeverbena sammen med ‘Dronning Ingrid’- græsserne, da deres aks og de lilla blomster matcher hinanden så fint

Græsser sammen med kæmpeverbena

Roserne er også stadig i fuldt flor, og jeg er imponeret over, hvor meget mine to klatreroser er nået i højden og bredden bare på en enkelt sæson – det lover godt, hvis de vokser lige meget hvert år, nu hvor de skal op og dække rosenbuen i et par meters højde

Klatrerosen ‘Our Last Summer’

Også i det gule bed er der sensommerblomster i form af georginer, der med deres små fine gule blomsterknopper lyser dejligt op

Sommerfuglebuskene er ved at være afblomstrede, men jeg nåede alligevel at finde en fin lysegul sommerfugl på en af blomsterklaserne

I dag har jeg helt undtagelsesvist haft en hel eftermiddag uden mand og børn, og den ekstra tid blev selvfølgelig brugt i haven, hvor jeg fik luget et enkelt bed (tænk sig hvor meget jeg kunne nå, hvis jeg havde sådan en time eller to hver eftermiddag!). I dette bed er planen, at jeg her til efteråret vil plante enten lyserød brudeslør eller plettet tvetand ‘Shell Pink’, da der stadig er for megen bar jord, der skal luges ret ofte. Desuden vil jeg have en kant på evt. med nogle herregårdssten, da der på sigt også skal installeres en robotplæneklipper, og den har det jo bedst med nogle rene linjer for, hvor den må køre.

Der er masser af andre planteplaner for efteråret, bl.a. har jeg i sidste uge bestilt nogle tulipanløg mm., som jeg glæder mig til at få i jorden. Derudover har jeg et par flytninger af planter på to-do-listen, så jeg kommer ikke til at kede mig:-)

Og en sidste nyhed er at vi snart får besøg af gartnerne igen, da det nu er blevet tid til udgravning til vores carport – det bliver ret spændende, hvordan en bygning kommer til at give noget mere rum til vores terrasse. Men det bliver der mulighed for at følge med i så snart de sætter skovlen i jorden i den kommende uge.

Sommer i det grønne

Så er tiden endnu engang løbet lidt fra mig, men det er selvfølgelig også fordi jeg har indstillet mit indre ur på sommertid og dermed ferietid! Jeg er så heldig at have 4 ugers ferie i streg, så der bliver heldigvis også tid til at være i haven imellem de ture og småferier vi er på.

I dag har jeg gået og luget samt nusset lidt i drivhuset efter vi ikke har været hjemme i en uge, hvilket hurtigt kan ses især på andelen af ukrudt. Men jeg bliver bedre og bedre til at se lidt igennem fingre med, at der hist og pist er noget grønt, der måske ikke er meningen skulle være der, indtil det alligevel bliver for meget – så kommer hakkejernet frem:-)

Jeg vil lade billederne tale for sig selv med et par enkelte kommentarer nedenfor

Grønne fingre med greb om haven