Sensommer

August er en fantastisk havemåned – meget er nu vokset så meget til, at der er helt fortættet mange steder, hvilket giver et frodigt indtryk (og heldigvis også lidt mindre lugearbejde:-)). Jeg er f.eks. meget godt tilfreds med den vildskab og blomsterrigdom min frøblanding på nordsiden har givet fremfor at skulle gå og luge uafbrudt ad adskillige omgange henover sommeren, så der skal helt sikkert nå at komme et par frøposer mere i jorden inden efteråret (kan vist lige nå at så dem i den kommende weekend).

Der er også yderst megen grokraft i skærehaven – især solsikkerne, cosmos og de frøsåede dahlia har det virkelig godt i højbedene. Jeg tror det har været en god jord jeg har fået blandet, for også grøntsagerne har givet et vældigt udbytte.

Jeg er også ved at få en vis højde på diverse planter rundt om i bedene, og det er et godt syn for blikket, når alt det flade/lave i bedene bliver brudt af noget der vokser opad. F.eks. er min klatrerose på jernbuen ved at være nået halvvejs opad, mens de klematis jeg satte på jernstativet i foråret allerede er nået helt til tops – se bare før og efter billederne herunder

Vores blåregn er nu også begyndt at vandre hen ad pergolaen, og jeg tror virkelig det bliver et smukt syn, når den engang er nået hele vejen hen ad trælamellerne, og danner et grønt tag

Blåregn august 2021

Endelig er jeg også ret spændt på mit liguster-projekt – om jeg får held med at få hækken til at vokse sammen i en bue henover indgangen til haven. Det skal i hvert fald forsøges

Nyplantet liguster efterår 2020
Så langt er hækken nået på sin vej op ad buen august 2021

Nu varer det heller ikke længe inden det bliver tid til at sætte forårsløg, og jeg går nu og venter på en pakke fra en planteskole, hvor jeg tilbage i maj måned forudbestilte 27 poser med løg primært til det hvide bed i forhaven. Så snart skal der atter graves en masse huller til både pinseliljer, krokus og tulipaner.

2 tanker om "Sensommer"

    1. Ja Lisbeth det hr du helt ret i – nogle gange er det som om planterne er stukket lidt af i nattens løb:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *