Efter lang tids venten

Til min store glæde opdagede jeg i sidste uge, at der i år for FØRSTE gang ser ud til at være blomster på vores blåregn – det vil sige, at jeg forhåbentlig kommer til at se et blåt flor ved indgangen til terrassen. Jeg ved, at det er almindeligt, at der kan gå op til 5 år, før man ser den første blomstring på en blåregn, og tænk sig at det er nu jeg får lov at se frugten af de tidligere års venten:-)

1. gang med blomstring i blåregn

Til trods for det meget våde vejr i weekenden lykkedes det mig alligevel at få håndluget det meste af bedet på nordsiden, så jeg (inden der kom endnu mere regn) kunne nå at så de vilde blomsterfrø – nu håber jeg bare ikke de alle er regnet væk i de seneste 2 dages nærmest monsun-lignende regnbyger. Selvom det er svært ikke at være tilfreds med noget vand fra oven dagen efter man har været ude at plante (igen) – så sparer jeg da tid på selv at vande de nye planter. Nu mangler vi dog bare noget mere varme, så jeg kan se om der i de kommende uger dukker noget op i mine nytilsåede højbede i køkkenhaven

1.år med køkkenhave i højbedene
Yngste søn har kreeret et fugleskræmsel:-)

Jeg har også fået tilføjet lidt mere til det hvide bed; der kom lidt skumblomst, et par lave buske i form af en Stjernetop og en Tusindtop i jorden, samt lidt flere Engelsød-bregner.

I morgen går turen forbi et par steder i Silkeborg, hvor jeg har købt nogle skovmærke, Astrantia og geranium alt sammen også til det hvide bed. Men jeg har stadig et par planter på min ønskeliste, som jeg er i gang med at finde frem til; hjertegræs, bregner, fredløs og virginsk ærenpris – så må vi se om det rækker, når disse er kommet i jorden, og jeg blot kan supplere med nogle hvide tulipaner mm. som løg til efteråret. Det er work in progress:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *