Nyt bed

Så er starten gået til etablering af et helt nyt bed i haven, som jeg selv skal “komponere” sammensætningen af. Det er faktisk ret sjovt selv at kunne vælge ud, hvad der skal være hvor, og jeg har valgt at tage bedet lidt i mindre etaper for at det ikke skal blive en for uoverskuelig opgave (og nå ja, så kræver det også min kære husbonds hjælp til nedsætning af nogle stolper, så bedet vil være under etablering i det kommende års tid). Men som sagt er jeg nu kommet i gang, og fik i weekenden sat 75 Allium-løg i tre varianter samt over 30 hostaer i 12 forskellige varianter.

Det var et større puslespil at få placeret de mange forskellige hosta-sorter, da jeg gerne vil have et varierende farvespil i bladfarverne, og det vil tiden jo så vise til næste år, hvorvidt det er lykkedes mig. Og for at jeg nu kan huske, hvilke sorter jeg har sat hvor, kunne mit overbliks-gen kun overskue det, hvis jeg fik tegnet alle planterne ind i en bedplan, selvom det måske er en smule nørdet (som min mand sagde; hvorfor er det vigtigt at vide, hvad der står hvor?).

Der har også været tid til at pusle lidt om et nyt plante/pyntebord ved skuret – trallebordet har manden hjulpet med at banke sammen, mens jeg har sørget for alle nipsene derpå. Men det kan blive ret godt at kunne skifte opstillingerne ud i løbet af året og i takt med årstidernes skiften. Mon ikke jeg også kan finde på noget til jul;-)

Endelig vil jeg også lige vise, hvor flot vildvinen står i sin efterårsdragt – det er næsten nu den er smukkest på hele året, og siden dette billede blev taget er en del af bladene allerede faldet af – et ægte efterår lurer om hjørnet med en masse regn i de kommende dage.

Vildvin ultimo september 2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *