Det forsømte efterår

Ja kalenderen siger jo efterår, men det er som om visse planter tror det er forår, nu hvor de endelig har fået en masse vand. I hvert fald er der nu blomster i enkelte af vores stenbræk, og minisyren-træet står også med små fine blomster ligesom det gjorde i foråret.

Det er ikke kun prydplanterne, der har haft godt af en masse regn i sensommeren for ukrudtet vokser også lystigt OVER det hele. Jeg kan slet ikke følge med, så mange steder ser det lettere forsømt ud, men jeg håber snart jeg kan øjne en hel dag, hvor jeg kan komme i sving med hakkejernet.

Det er nu ikke flere timers lugning, jeg sætter allermest pris på af havearbejde (selvom det jo er ligeså nødvendigt som at plante noget pænt), og i dag lod jeg mig rive lidt med, da jeg var på planteskolen. Jeg fik virkelig nogle gode ting med hjem til en god pris, da en del af det jeg fandt stod i planteskolens afdeling for nedsatte varer, som pt. måske ikke ser super smukke ud, men som jeg ved nok skal blive flotte til næste år. Blandt andet fik jeg en klatrehortensia på lidt over 1m for bare 100kr – en ny og pisten lille udgave af den kostede 120kr, så det ville da vist aldrig kunne betale sig at vente på den blev ligeså høj.

Desuden blev det til lidt astilbe, høstanemoner, blød ene og en dværgblodblomme-busk – alt sammen noget, der gerne skal komme til at fylde godt op i bedene, hvor der stadig er huller med bar jord. Jeg planlægger en vældig masse flere planteindkøb henover de kommende uger, så jeg i den næste måneds tid kan få fyldt rigtig godt op rundt omkring.

Jeg vil også gerne vise mit bed med græsser og nu også verbena, som jeg har plantet indimellem – det tror jeg på, bliver en god kombination, når verbenaen har vokset sig lidt højere og dermed blender sig ind med græssernes graciøse svajen.

Et sidste billede bliver fra sommerhus-haven, hvor vi var for et par uger siden og min mand på ganske få timer fik banket en lille terrasse op i græsplænen, så cafesættet nu står mere stabilt. Det blev ret godt, synes jeg især taget i betragtning af, hvor simple materialer det blev lavet ud af; et par euro-paller som bund og beklædt med lidt terrassebrædder – vupti så var der en ny miniterrasse:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *