1-års fødselsdag

Min lille blog har nu passeret sin første milepæl – det er 1 år siden jeg lavede mit første indlæg som kan læses her. Det er vildt hvad der er sket på det ene år og jeg er positivt overrasket over, hvor langt vi allerede er nået – hvad kan det ikke ende med🙂

Her i påsken står den på en del praktisk arbejde omkring vores nye skur alias vores gamle carport. Den er blevet beklædt (vi mangler lige bagsiden), så en del malerarbejde venter mig, hvis ellers vejret bliver til det. Og nå ja lidt tidlig lugning vil heller ikke være af vejen…


Vi pønser på en skydedør i den nye åbning. Og på siden ned mod haven drømmer jeg om et mindre vægdrivhus.


Der er også blevet indkøbt nyt interiør i form af en regnvandstønde der bare lige mangler tilslutning

Og så lige et farvepust i form af de to magnolia-træer i forhaven

Børneværelse udenfor

I dag har vi ved lidt fælles hjælp fra hele familien fået et fint udendørs børneværelse i form af en pilehytte. Synes det lykkedes meget godt trods lidt vanskeligheder med at forstå flette-instruktionerne der fulgte med, men det lykkedes – det ligner i hvert fald en hytte i min optik🙂

Den blev straks indtaget af drengene, og der blev lavet skilte med forskellig tekst på til at hænge ved indgangen 


Så nu vil tiden vise hvor lang tid der går før den ægte huleeffekt opnåes i form af helt tætlukkede vægge.

Det har endnu engang været et skønt weekend- vejr og enkelte ting begynder så småt at springe ud – tror ikke det varer mere end et par dage inden de to magnoliabuske står i fuldt flor.

Et sidste billede for nu bliver af de vintergækker jeg har fået af min søster, og der skulle efter sigende være flere på vej så hele bedet omkring elefantgræsset bliver lukket til.


Åh ja og så lige et billede af mit seneste gør-det-selv projekt: nogle påskeægsformede kranse af birkeris fundet i nærheden, og som med den sidste udsmykning kommer til at udgøre påskepynten både ude og inde for i år