Forår i sommerhuset

En forlænget weekend i vores sommerhus lakker mod enden, men sikke et fantastisk vejr det har været – masser af forårssol og en dejlig varme i hjørnet med læ på terrassen. Det blev til en masse oprydning i haven samt en spirende glæde over at se, at der begynder at dukke nyt liv op af jorden (også anemonerne kunne jeg begynde at ane).


Mine nyplantede klematis fra sidste år op ad den nye overdækkede terrasse og spændingen er stor, for jeg har faktisk glemt hvilken farve de er…


Et levn fra vores “gamle” have som blev flyttet for et par år siden, da vi ryddede grunden – de smukke pæoner titter lige så fint frem.


Denne rhodendendron troede jeg faktisk var gået ud da den mest bestod af tørre pinde i toppen, men se nu her hvordan den er begyndt at lave nye skud nedefra.

Og endelig så er det en fryd hvert år at se syrenernes knopper stå på spring for inden så længe at give os smukke farver og en duft af forår og sommer


Nu venter et par små planteopgaver når jeg kommer hjem – mere herom senere:-)

Flere billeder

Jeg ligger lige nogle flere billeder op af alt det nye der sker rundt omkring på vores matrikel


Stenmelsstien er nu lagt og må betrædes


Den runde terrasse er også færdig (så kan jeg godt begynde at se mig om efter et bord og et par stole dertil;-)


Der er nu blevet lagt grus i de to felter foran huset


Og der er blevet lagt pigsten langs med husets sydlige side.

Det ser alt sammen så flot ud med belægninger og sten, men det bliver nu også endnu mere tydeligt hvor savnet alt det grønne er! Jeg håber forhaven også når at blive tilplantet her i foråret, mens jorden bagved huset lige skal gennemarbejdes noget mere før der kommes planter i jorden (så slipper vi i det mindste for lugning og vanding henover sommeren i de bede…).

Så for nu må jeg nøjes med at glæde mig over den smule grønt der trods alt allerede er dukket op

De hvide tulipaner jeg satte i efteråret


Mit Julerose/påskeklokke-bed


Og lidt pynt på min nye trappe. Hertil har jeg også købt flere plantekurve, hvori der skal plantes lyserøde pelargonier, når vejret bliver lidt varmere

Nu ligner det snart en have

Der er virkelig sket fremskridt i den seneste uge – alt hvad du kan se på billederne her er nået på en uge så vi er godt tilfredse:-)

Den sidste trappe op mod det øverste niveau i haven – her på trinnene forestiller jeg mig at min krukkehave skal stå.

Der er klargjort til stenmelsstien.


Og her anes terrassen i rundingen hvor der bliver plads til et lille cafebord, så nu må det forår godt snart komme, så vi kan bruge alle de nye kroge og jeg kan begynde at “indrette” vores uderum.

Maskinerne kommer…

Så er anlægsgartnerne ankommet igen og er nu gået i gang med den sidste del af belægning foran huset samt opbygning af kampestensmuren bag huset


Og alt imens de knokler ude i kulden, sidder jeg her bag ruden og lader mig inspirere


Jeg var nemlig så heldig at jeg i fødselsdagsgave både fik et medlemskab til Haveselskabet/magasinet Haven OG en billet til Havemesse i København i juni i godt selskab – jeg glæder mig. 

Flere billeder følger de kommende uger efterhånden som der kan ses fremskridt udendørs…