Så er planen lagt 3

Delplan3

Den sidste tredjedel af haven består af den lange flisebelægning på nordsiden af huset, og for at belægningen ikke skal blive for markant vil den blive brudt af linjer i en anden type flise samt et par enkelte småbede bestående af hosta og kurvebregner.  Ved hushjørnerne skal der plantes et par røde dværg-blærespirea’er, syrisk rose samt klematis. En af de nuværende ting der skal bevares er den støttemur, vi for nogle år siden fik støbt og muret op, for at kunne holde på jorden, der skråner nedad oppe fra den bagvedliggende mark. Støttemuren er lavet i den klassiske super 8-sten, som ikke er specielt køn at se på, når der er tale om en mur på sammenlagt 15-16m. Derfor er planen, at der i den nye belægning skal laves nogle plantehuller langs med støttemuren, hvori der skal plantes vildvin. Vildvin er en god klatreplante, der breder sig og får de flotteste røde efterårsblade, så det vil kamuflere muren rigtig fint.

Selve forhaven skal bestå af en ny havesti op til hoveddøren omkranset af to områder belagt med perlegrus, hvori der bliver et bunddække af hvide roser. Den nye indgang op til huset bliver indrammet af to magnolie-træer, samt at vi så vil finde en smuk havelåge, der byder vores gæster velkommen på en indbydende måde. Der skal også plantes to bede med lavendelhæk langs med huset i dets fulde længde – den mørkeblå lavendelsort der er valgt, vil stå smukt til vores Skagens-gule husfacade.

Min gennemgang af haveplanen er kun gjort i et lettere overordnet overblik – der er flere detaljer på planen end jeg her har fortalt om, men resten vil jeg overraske jer med, når vi engang når dertil i udførelsesfasen. For det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg helst havde set vi var gået i gang nu og her, men i betragtning af årstiden er det ikke det mest optimale plantetidspunkt. Derfor må vi vente med at sætte anlægsgartneren i gang til efteråret, og der vil derfor blive lidt stille på hjemmeadressens blog-front indtil da (det er begrænset hvor spændende det er at se en masse billeder af ukrudt…). Men så lover jeg til gengæld også at tage revanche henover efterår og forår, når der begynder at komme ting i jorden!

Og i ventetiden vil jeg benytte muligheden for at fortælle og vise en masse billeder og ord fra vores sommerhus-matrikel, da det jo er nu sommerhus-livet skal udleves (så må vi bare satse på, at vejret også kommer til at stemme overens med husets betegnelse – SOMMERhus!)

Så er planen lagt 2

Delplan2

Fortsættelsen fra den vestlige ende af den nye have fører over i delen med de fleste bede samt vores nye terrasse-område. Langs den nordlige side af grunden skal der plantes småbladet syrener samt myrtegedeblad – to forholdsvis lave vækster hvorved der ikke bliver taget udsyn, når man står inde i huset og kigger ud. Så fra mit køkkenvindue vil jeg stadig kunne se “op over” og se den smukke blå himmel (det opdagede jeg, at vi ikke havde kunnet tidligere, da vores forhenværende hæk var så høj, at man indefra huset kun så op på en grøn mur. Så da hækken kom væk, besluttede vi os for, at vi gerne ville bevare kigget opad.) Længere ned ad skråningen skal der plantes laurbærkirsebær, sommerfuglebuske, lidt lavendler, rynket rose og en havehortensia. Dette kombineres med bunddække af vinca, som er en af de eneste ting vi kan genbruge fra den eksisterende have.

Tanken med de to bede i dette område er henholdsvis en forårs- og sensommerhave. I forårshaven skal der plantes snebolle-busk, azalea og forskellige sorter af rhododendron med et bunddække af tæppestorkenæb.

Sensommerhaven skal bestå af lidt buksbom, en duft-snebolle, rødbladet og hvid klokkebusk, virgilasters, aksærenpris, rædbladet parykbusk, høstfloks, snepude og salvie. Her skal være et bunddække af armensk storkenæb. Der er en masse nye plantenavne imellem noget af dette, som jeg måtte google billeder af, da jeg fik planen – faktisk brugte jeg en hel aften på at gennemgå de 8 siders planteliste, der fulgte med planen. Men også super spændende at opdage nye smukke planter og buske, som endda er tilpasset/egnet til at stå disse steder i min nye have.

Endelig er det også i denne del af haven vi skal have vores vestvendte terrasse, hvoraf 1/3 del af den bliver overdækket. Jeg har et helt specielt billede i mit hoved af, hvordan den overdækkede del skal se ud, hvilket bl.a. indebærer klatreroser og klematis voksende deropad.

Der er en masse flere detaljer i denne zone af haveplanen, men jeg vender tillbage til hvordan forhaven og området rundt om huset skal beplantes i et senere indlæg.

Så er planen lagt 1

Nu er vi klar til at gå i krig med den nye have – haveplanen er færdigtegnet og vi kan begynde at gå om bord i de mange projekter, det medfører. For puha der skal laves meget, men som havearkitekten også skrev til os – det er ikke meningen, at I skal gå i gang med det hele på én gang. Så det råd har jeg tænkt mig at efterleve, da jeg vist ellers drukner i lugearbejde i den første tid, førend den mangfoldighed af forskellige typer bunddække, hun har foreslået os, får taget fat. Men nok om alt det arbejde der nu skal i gang, for der er så sandelig også blevet plads til masser af de havedrømme, jeg har gået og puslet med. Som I kan se af den færdige tegning herunder er der forskellige “zoner” i den nye have. Jeg vil lade jer kigge med på en af “zonerne” i dag, og de følgende dage og uger vise jer resten af områderne i den nye have.

Hele haveplanen i fuld udstrækning
Hele haveplanen i fuld udstrækning

I havens vestligste hjørne skal der være køkkenave med 4 højbede, en bålplads samt et arbejdsområde omkring vores nuværende carport, der skal ombygges til et lukket skur.

Delplan1

Længst mod vest skal et syrenhegn afgrænse grunden, hvorimod resten af det vestlige hjørne skal omkranses af ligusterhæk. Der bliver her også plads til æbletræer, en pilehytte til drengene samt vigtigst af alt masser af græs til at spille fodbold på! Man kan ikke se det på tegningen, men terrænet skråner fra toppen og nedad og flader ud og bliver plan, hvor fodboldbanen skal ligge.

Duftbeddet i midten skal tilplantes med uægte jasmin samt kertepileurt – det kan jeg sagtens se for mig bliver smukt.

3-tallerne på tegningen er de træer, vi skal have plantet, og jeg tror de to ved skuret bliver Sorbus “Dodong” – smukke træer med et flot rødt efterårsløv.  De andre træer længere nede i haven bliver guldhængepil – de giver karakter til haven, også set udefra fordi det er træer der har lange nedhængende grene. Sikkert også et godt steed at gemme sig, hvis man er barn:-)