Mig 1, ukrudt 0

Så fik jeg i dag endelig bugt med det sidste genstridige ukrudt ved hækken og ih hvor det pyntede. Jeg nåede i dag også forbi planteskolen og købe et par alunrod til mine to nye potter/pokaler som jeg fandt i fredags ved et af mine yndlingssteder at handle nips til haven.


Jeg har i dag også plantet en syrisk rose som jeg fik i gave ved et havebesøg i onsdags.


Et af mine andre fund i fredags var denne fine jernkugle som nok kommer til at syne af lidt mere, når ikke den skal stå blandt ukrudtet…


Jeg har nu også fået en smule tiltro til mit bed med juleroser/påskeklokker for der er i de seneste par dage dukket nye skud frem til min store glæde. Så nu må vi se hvor meget af det der kommer i blomst til vinter.


Mit sidste billede bliver af den fine pralbønne den yngste af vores sønner havde plantet i børnehaven og fået med hjem .

Sommerens gøremål

Udover at være blevet inspireret rundt omkring i landet, har jeg også nydt at være herhjemme og se de første spæde omrids af, hvordan vores have bliver at opholde sig i om sommeren fremover. Der mangler stadig en masse farve i de forskellige store bede, og jeg kan se for mig, hvordan de forskellige rum skal skabes hen ad vejen, men i sin simple form som den har været i år, er den nu også dejlig.

Roserne (Aspirin) i forhaven blomstrer nu, har gjort det i næsten en måned og der er fortsat små knopper der venter på at springe ud. Så den er jeg fint tilfreds med indtil videre. (Bemærk på billedet herover, at jeg henover sommeren nu endelig igen har fået mig et tørrestativ – der skal dog tilføjes lidt mere hertil senere hen, hvilket jeg nok skal skrive lidt om en anden gang).

Vildvinen har efterhånden også fået bredt sig en del, og der er nu opsat wirer langs muren, så de også får bevæget sig vandret og ikke kun lodret langs muren.

I de små bede i terrassen er mit mix af lilla kornblomster, dahlia og forhåbentlig snart gladiolys dukket op – til næste sommer vil jeg dog overveje noget andet og måske knap så meget forskelligt i bedet.

Mine krydderurter trives også fint, og jeg nyder at kunne gå ud og hente lidt ind til aftensmaden.

Græsserne ser nu også ud til at komme, selvom jeg på et tidspunkt var lidt nervøs for, hvordan de klarede sig. De står lige ved siden af mit bed med mørk hyld og juleroser/påskeklokker som har fået en eller anden sygdom (kan ikke se om det er utøj eller hvad de fejler – symptomet er sorte pletter på bladene og enkelte af juleroserne ser ud til at være gået helt ud:-(). De sorte pletter så på et tidspunkt ud til at være flyttet over på græsserne, men nu trives de heldigvis okay, og skulle gerne stå flot, når vi kommer hen i efteråret.

Og mere græs, her dog i plænen – vi fik før ferien gartnerne til at støbe en jernkant rundt langs stenmelsstien, da de store regnmængder fik stenmel til at fosse ud over alle kanter. I samme omgang lagde de så også denne jernkant rundt ved et par af bedene omkranset af en pigstens-belægning tilsvarende husets sokkel.

Til sidst blot et par billeder af noget af det jeg tog med mig hjem fra CPH Gardens – bl.a. en “pilestok”, hvorpå der ingen blade/skud var da jeg købte den. Meningen er at den med tiden skal klippes til, så der dannes en lille krone/kuppel i toppen, hvilket på messen i hvert fald så super dekorativt ud. Men nu må vi se om mine klippe-evner formår at forme den ligeså fint.

Jeg købte også en rund form, hvori der kan lægges oasis, og det kom der denne krans ud af, da vi skulle have gæster på terrassen en dag. Det var mit første forsøg, men tænker jeg skal prøve noget lignende til efteråret med årstidens farver.

Ellers er det meste af min tid jeg har tilbragt i haven gået med at luge, luge, luge. Hvis ikke vi har været glade for regnvejret, så har ukrudtet i hvert fald, så jeg har haft nok at gøre med at holde det værste væk fra den nyplantede hæk, i forhaven og langs husets bede i terrassen. Lige nu ser jeg det som en stor fordel at alle havens bede ikke er blevet færdige på samme tid, for indtil nu har det været overskueligt at holde ukrudtet nede, men nok allerede til næste sommer får jeg en del flere bede der skal holdes nede med ukrudt indtil blomsterne i bedet er vokset til.

En anden opgave der har holdt os en del beskæftiget, er frustrationen over de frygtelig mange dræbersnegle, der dagligt vandrer ind fra den omkringliggende mark og ind i haven. Derfor er min mand nu i gang med at montere et sneglehegn rundt langs grunden – det giver jeg en update på i et senere indlæg.

En af de næste ting på min egen to-do-liste bliver at få skrevet ned, hvilke planter jeg skal på planteskolen efter, når vi kommer en måneds tid længere frem, så jeg er klar til det perfekte plantetidspunkt til efteråret.

Hvor blev tiden af?

Nu er der pludselig gået 10 dage siden mit seneste indlæg, og det er egentlig lidt et paradoks, at jo bedre vejret bliver og alting spirer og grønnes, des mindre tid har jeg til at skrive her på bloggen. For nu er al min tid jo optaget af de grønne opgaver, og det er næsten ikke til at følge med. Derfor kommer der her lidt fra den seneste uges tid både herhjemme og fra sommerhuset.

I sidste weekend fik jeg plantet nyt i forskellige krukker heriblandt en kurv med en særlig historie.

Denne kurv har nemlig fungeret som hundekurv for den hund, som mine forældre havde, da jeg blev født, så jeg synes det er en sød ide, at kurven får nyt liv med blomster i, og jeg så tænker på den lille gravhund, når jeg kigger til blomsterne.

Mit krydderurtebed blev også færdigt, og nu er jeg spændt på, hvor længe det ser lige så friskt ud som her på billedet (jeg vil sige, at 4 dage væk hjemmefra i høj solskin og ingen mulighed for vanding ikke nødvendigvis gør noget godt for disse planter…)

For de seneste 4 dage har vi tilbragt i sommerhuset, og der er også en del der er begyndt at spire og gro. Blandt andet mine klematis som nu er blevet så store/lange, at de kan begynde at klatre op ad stolperne ved terrassen – jeg er dog i tvivl om det er tilstrækkeligt for dem at klatre i/op ad, så en enkelt pind har de fået at støtte sig til

 

Endelig blev det nu også tid til at få lidt nyt liv i krukker og kurve samt min plantestol, som jeg fik lavet sidste sommer (det kan du læse mere om her )

Og ellers kom der nye farver til krukker og kurve hist og pist – jeg lader billederne tale for sig selv, og siger på snarligt gensyn:-)

Planter i krukker og kurve

I dag har jeg plantet nyt i krukker og kurve. På terrassen kom der afrikanske skærmliljer i de høje krukker og jeg er spændt på om de med tiden vil fylde hele krukken ud, eller det havde været bedre at plante to i hver krukke. Men det må tiden vise


Derudover kom der også nyt på en af trapperne, nemlig lidt Dronning Ingrid-pelargonier i kurve


Det ser nu også ud til at jeg i efteråret må have plantet nogle lilla/lyserøde tulipaner sammen med de hvide, så dem venter jeg spændt på springer ud



De små tete-a-tete påskeliljer folder sig nu også fint ud ved hushjørnet.

Og ellers er der bare masser af steder, hvor forskelligt spirer og gror 


Blomster i det japanske kirsebærtræ

 

Pil spirer på drengenes hytte


Det sidste stykke med nysået græs begynder at vise sig.

Og apropos græs så blev det i dag at “spændingen” blev udløst, da græsplænen blev slået for første gang!


Mere nyt følger forhåbentligt i næste uge, hvor jeg har fået lovning på, at gartnerne gerne skulle komme og plante i resten af forhaven, så den kan tjekkes af som færdig.

Det spirer og grønnes

Både min mand og jeg går nærmest i spænding og venter på, at vi inden så længe kan prøve at slå græsset for første gang – både for første gang i år og i det hele taget i den nye have. Man skal jo lige lære sin nye plæne og dens forløb at kende på ny, da havens udformning slet ikke er ligesom for et par år siden. Derfor tror jeg måske også, at vi inden længe skal have støvet græsslåmaskinen lidt af, da det jo nærmest er mere end 1 år siden vi sidst har haft den i gang her på grunden.

Vi har nu også fået sået det sidste græs på østsiden af huset, og med de mange dages regn der kom lige efter såningen, håber jeg også græsset der vil begynde at spire inden længe. Det er nemlig på dette stykke, at min længe savnede tørresnor skal placeres, og jeg har en lidt anderledes ide til, hvordan det skal udformes, men mere om det projekt senere.

Ellers begynder enkelte ting at springe ud – det er fortsat ret sparsomt, hvor meget vi har af planter i haven så tænker, at der til næste forår vil være et sandt bombardement af blomster og planter i forhold til nu. Men herunder ses et par enkelte glimt af det, der trods alt er på vej frem lige nu.

Nogle af de hvide tulipanløg jeg satte i efteråret er så småt ved at springe ud – her en høj sort, og de andre sorter er noget lavere og ser mere fyldte ud i blomsten, men jeg må vente i spænding til resten springer ud.

I bedene under vildvinen er der plantet porcelænsblomster, og der begynder så småt at vise sig den røde stængel der får fine lyserøde blomster nok inden så længe. Jeg har dog fået købt for lidt hjem, da jeg plantede i efteråret, så jeg har lavet en bestilling mere på dem på planteskolen, og regner med de så kan fylde bedene mere op.

En af mine udplantninger med en lilla kejserkrone (Fritillaria persica – Persisk Kejserkrone) suppleret med lidt hvide påskeliljer.

Og endelig et billede af noget af et forsøg jeg nu sætter i gang. Jeg havde to knap så pæne kuglebuksbom-planter stående i nogle gamle krukker, hvoraf den ene var flækket pga frost. Jeg kunne se på bladenes gule farve, at de nok trængte til lidt næring, så nu er de først blevet plantet over i nogle større plantekurve, for senere på ugen at få et skud gødning. Det håber jeg giver dem lidt nyt liv, og jeg skal nok holde jer opdateret på om det lykkes, eller om jeg må opgive dem og købe to nye.

Ellers har jeg et par små-projekter i støbeskeen der bl.a. indbefatter en frygtelig masse kaffegrums, en speciel rarbarbersort der ikke sådan lige er til at bestille på min lokale planteskole, nogle skærmliljer der inden så længe skal plantes i krukker på terrassen samt noget krybende timian jeg godt kunne tænke mig at så ved mellemrummene fra trappetrin til støttemure. Håber at kunne vise mere af det i mit næste indlæg.

 

Flere billeder

Jeg ligger lige nogle flere billeder op af alt det nye der sker rundt omkring på vores matrikel


Stenmelsstien er nu lagt og må betrædes


Den runde terrasse er også færdig (så kan jeg godt begynde at se mig om efter et bord og et par stole dertil;-)


Der er nu blevet lagt grus i de to felter foran huset


Og der er blevet lagt pigsten langs med husets sydlige side.

Det ser alt sammen så flot ud med belægninger og sten, men det bliver nu også endnu mere tydeligt hvor savnet alt det grønne er! Jeg håber forhaven også når at blive tilplantet her i foråret, mens jorden bagved huset lige skal gennemarbejdes noget mere før der kommes planter i jorden (så slipper vi i det mindste for lugning og vanding henover sommeren i de bede…).

Så for nu må jeg nøjes med at glæde mig over den smule grønt der trods alt allerede er dukket op

De hvide tulipaner jeg satte i efteråret


Mit Julerose/påskeklokke-bed


Og lidt pynt på min nye trappe. Hertil har jeg også købt flere plantekurve, hvori der skal plantes lyserøde pelargonier, når vejret bliver lidt varmere