Kategoriarkiv: Planter

Efterårsferie = havearbejde

Så er en hel uges efterårsferie slut, og sikken et fantastisk vejr det har været – der har været de smukkeste solop- og nedgange samt nogle skønne efterårsfarver på træer, blade og blomster.

Jeg har haft et par fridage herhjemme, hvor jeg har nået  en hel del af de projekter jeg havde sat mig for i haven, men nåede alligevel ikke helt i mål, da der sneg sig et par nye ideer ind undervejs. Bl.a. havde jeg ikke regnet med, at det var nu jeg skulle plante den lave buksbom-hæk som bedkant mod græsplænen, men det nåede jeg alligevel.

Det er nok lidt svært at se på billedet her, men jeg har også fået fyldt op med nogle flere bunddækkeplanter (storkenæb), da en del af det er forsvundet henover den varme sommer. Så nu håber jeg virkelig det giver pote til næste sommer, så det hurtigere kan få lukket til. Derudover fik jeg også plantet nogle Bloombux bag bænken, så jeg er spændt på at se, hvordan de arter sig til foråret.

Så har jeg selvfølgelig luget en vældig masse ukrudt, og næsten kommet i mål, men det er sjovt nok noget af det sidste, jeg mangler på to-do-listen (jeg ved det giver mig et lille forspring til foråret, hvis jeg får det i bund inden vinter, selvom det til tider kan være et møjsommeligt stykke arbejde med så megen fri jord, som vi stadigvæk har i bedene…).

En anden ting jeg glæder mig til til foråret er at se, hvordan de 300stk krokus “Whitewell Purple” jeg har sat i rosenbedet vil se ud, når alt andet foran huset er brunt og lidt småtrist at kigge på efter vinteren (denne iagttagelse gjorde jeg mig sidste forår, og besluttede derfor, at der skulle være noget til at lyse bedene foran huset op med i de tidlige forårsmåneder). Det var dog ikke uden skrammer og knubs at få sat så mange løg, i og med de jo skulle i jorden inden under roserne, som har nogle vældig stikkende torne som mine underarme fik at føle….

(Det er ikke nemt at se her, hvor meget 300 bittesmå krokusløg egentlig fylder).

Og nu til det allerbedste resultat af efterårsferien, og denne opgave kan og vil jeg ikke tage æren for (kun ideen som jeg har præsenteret min mand for) – husbonden har simpelthen lavet den fineste bænk til vores bålplads, og den blev på behørig vis indviet i går med besøg af nogle bekendte og deres børn, som hjalp os med at afprøve både bænk og bålplads med pandekagebagning:-)

(bagved kan anes de skimmmia, som jeg plantede for tre uger siden).

 

Det forsømte efterår

Ja kalenderen siger jo efterår, men det er som om visse planter tror det er forår, nu hvor de endelig har fået en masse vand. I hvert fald er der nu blomster i enkelte af vores stenbræk, og minisyren-træet står også med små fine blomster ligesom det gjorde i foråret.

Det er ikke kun prydplanterne, der har haft godt af en masse regn i sensommeren for ukrudtet vokser også lystigt OVER det hele. Jeg kan slet ikke følge med, så mange steder ser det lettere forsømt ud, men jeg håber snart jeg kan øjne en hel dag, hvor jeg kan komme i sving med hakkejernet.

Det er nu ikke flere timers lugning, jeg sætter allermest pris på af havearbejde (selvom det jo er ligeså nødvendigt som at plante noget pænt), og i dag lod jeg mig rive lidt med, da jeg var på planteskolen. Jeg fik virkelig nogle gode ting med hjem til en god pris, da en del af det jeg fandt stod i planteskolens afdeling for nedsatte varer, som pt. måske ikke ser super smukke ud, men som jeg ved nok skal blive flotte til næste år. Blandt andet fik jeg en klatrehortensia på lidt over 1m for bare 100kr – en ny og pisten lille udgave af den kostede 120kr, så det ville da vist aldrig kunne betale sig at vente på den blev ligeså høj.

Desuden blev det til lidt astilbe, høstanemoner, blød ene og en dværgblodblomme-busk – alt sammen noget, der gerne skal komme til at fylde godt op i bedene, hvor der stadig er huller med bar jord. Jeg planlægger en vældig masse flere planteindkøb henover de kommende uger, så jeg i den næste måneds tid kan få fyldt rigtig godt op rundt omkring.

Jeg vil også gerne vise mit bed med græsser og nu også verbena, som jeg har plantet indimellem – det tror jeg på, bliver en god kombination, når verbenaen har vokset sig lidt højere og dermed blender sig ind med græssernes graciøse svajen.

Et sidste billede bliver fra sommerhus-haven, hvor vi var for et par uger siden og min mand på ganske få timer fik banket en lille terrasse op i græsplænen, så cafesættet nu står mere stabilt. Det blev ret godt, synes jeg især taget i betragtning af, hvor simple materialer det blev lavet ud af; et par euro-paller som bund og beklædt med lidt terrassebrædder – vupti så var der en ny miniterrasse:-)

1. sæson

Ja titlen siger næsten sig selv i forhold til, hvad jeg vil skrive om i dette indlæg. For det er jo første blomstringssæson for de fleste af mine planter i bedene, og jeg har været meget spændt på at se farvespillet og hvordan planterne fungerer sammen i forhold til at afløse hinanden. Indtil videre er jeg meget godt tilfreds, men savner virkelig endnu mere frodighed, grønt og flere blomster. Som I kan se på billederne herunder er der fortsat megen bar jord, og jeg ved godt det bare er et spørgsmål om tid, før noget af det bunddække, der er plantet skal vokse sig stort og overtage ukrudtets plads. Men det er ikke nemt at vente på for en utålmodig sjæl som mig….

Ydermere er der unægtelig også en del af mine storkenæb der er gået ud på grund af tørken, så planen er at plante et tæppe af dem igen til efteråret.

Jeg har simpelthen så mange ideer til planter der skal i jorden til efteråret, så efterårsferien er sat af til at plante hele ugen. Og inspiration mangler der absolut ikke noget af efter jeg har læst Claus Dalby’s seneste havebog  “Selskabsplanter” – nøj hvor er der mange fine planter deri og med gode beskrivelser af blomstringstid og mulige sammensætninger i bedene.

Generelt nyder jeg at suge til mig af gode råd fra de erfarne “have-rotter”, og planlægger helt sikkert flere besøg i andres haver, hvor man får gode (og gratis) råd med på vejen. Blandt andet var jeg forbi Lisbeth i Høneballehaven på Samsø i min sommerferie, og det var en fornøjelse at se hvordan mange timers arbejde i en have, kan give et fantastisk fint resultat (om end der går en hel del år, inden jeg kan bryste mig af en lige så fin have:-))

Et sidste billede bliver her af et af vores æbletræer, som vi håber giver en smagfuld høst i år – sidste år fik vi ganske lidt ud af det, men mon ikke der kan blive et par æbler eller tre i år?

Så kom foråret

Endelig er foråret kommet og efter en lang og mørk vinter, er det så livsbekræftende at se alting begynde at spire og gro. Her i haven er der også sket ting og sager siden mit seneste indlæg. Der begynder at dukke grønne vækster op af jorden, og det er som at gå og vente på en overraskelse indtil de forskellige planter springer ud, da det jo er første sæson jeg skal se det hele. Så hver dag kigger jeg efter nye blomsterknopper og noget af det er allerede begyndt at dukke op. Bl.a. er de fladkravede kodriver (primula elatior) i fuldt flot nu (billedet herunder blev dog taget for nogle uger siden, da den første kun lige var sprunget ud)

Alle de små løgvækster jeg satte i efteråret rundt om træerne dukkede også op og skabte et skønt blåt brus – lige som jeg havde ønsket det.

På det sidste billede kan mine nye højbede af sorte pallerammer også ses. De blev lavet for nogle uger siden udelukkende med det formål, at vi gerne vil nå at få lidt jordbær og rarbarber til sommer. Så der er blevet plantet 4 forskellige jordbærsorter, samt en rarbarber-sort der hedder Livingstone, som er en nyere sort der har den fordel, at man kan høste rarbarber derfra både forår og efterår. Det glæder vi os alt sammen til:-)

Også de mange stenbræk langs med stenmelsstien er på vej til at dukke op med de fine blomster i pink

Og jeg har fået plantet lidt krybende timian langs med de 2 trapper, og jeg er nu spændt på om de vil kunne vokse der i og med det er på en skråning, hvor jorden let kan drive væk.

Der er masser af andet der så småt begynder at springe ud – jeg har fuld gang i mit tulipanbed, og påskeklokkerne er også rigtig fine netop nu. Og derudover har jeg masser af planteideer, men dem må jeg dele med jer en anden god gang for NU kommer det bedste af det hele. Jeg er nemlig blevet den lykkelige ejer af et drivhus! Lige præcis den model jeg ønskede mig fra Juliana i sort, som passer så fint op ad skuret. Det er endnu ikke helt færdigbygget, men nøj hvor skal der pusles om det lille hus, når det står færdigt:-)

Som I nok kan se på billederne er det et forholdsvist lille vægdrivhus, men det var hvad der blev plads til og efter devisen hellere lidt men godt, valgte vi en lidt dyrere model end det sædvanlig aluminiumsskelet. Og det har vist sig at være den helt rigtige løsning, fordi det falder godt i tråd med resten af omgivelserne. Planen er at der skal laves noget belægning rundt om samt en midterbane indenfor døren (og her bliver mit nye tilholdssted, da der lige nøjagtig gerne skulle være plads til en lille hyggekrog og -stol til undertegnede). Pladsen levner ikke rum til meget mere, men nogle plantesække/kasser med tomater og agurker vil der dukke op, da vores to drenge vil frydes over selv at kunne gå ud og plukke derfra til deres madpakker. Så inden længe må vi i gang med at plante igen igen igen.  Det er jo trods alt en højtid for haveelskere som mig, for alt vokser allerede med raketfart, og man skal snart skynde sig at få tingene i jorden.

Så blev det vinter

Uha som tiden flyver af sted med alt muligt andet end haven og bloggen, men julen nærmer sig jo også med hastige skridt. Også vinteren har de seneste to dage vist sit ansigt med et flot pudderagtigt drys på buske og træer – bare det dog kunne komme til at se sådan ud i juledagene.

Men inden dette år rinder ud skylder jeg de sidste billeder fra haven i november, da gartnerne var færdige med at plante resten fra haveplanen. Meget apropos årstiden ses mit julebed herunder, som om et par år eller flere bliver godt at kunne klippe fra til kranse og dekorationer.

Det ser jo ikke ud af så meget i bedene lige nu, og jeg ved der bliver en frygtelig masse lugearbejde til forår/sommer, men det må kræve lidt blod, sved og tårer at få det til at vokse tæt.

Syren-hegnet mod vest med storkenæb som bunddække

Resten af hækken er nu også blevet plantet

Også inde i haven er hækken blevet plantet, så den med tiden udgør to “vægge” der lukker bagenden af haven for det blotte øje. Det tror jeg får en rigtig god virkning.

Og mit pæretræ på espalier blev plantet.

Der er dog opstået et par pletter af bar jord, som haveplanen ikke har taget højde for, da vi har ændret lidt må måleforholdene, men det passer mig nu helt fint. For så har jeg lidt kreativ frihed til selv at få fyldt lidt op rundt omkring i bedene.

Så der kan sagtens foregå mere planlægning af planteindkøb i den mørke januar….

 

Juleaften kom tidligt i år

Jubii så har gartnerne været forbi og plante i denne uge, så det føles nærmest som kulminationen på hele haveplanen – endelig at se nogle planter i jorden er som juleaften for mig:-)

Her ses først et par billeder af, hvad der blev lagt ud den første dag

Og mere til

Der var en hel del planter der stod og ventede på at få rødderne i jorden….

Jeg vender tilbage med hvordan det så er blevet, og et par nye overvejelser det har ført med sig…

 

 

Klargøring til vinterens komme

Så er en hel uges efterårsferie ved at lakke mod enden, og der er da heldigvis blevet lidt tid tilovers til diverse gøremål udenfor i haven, og også lidt forberedelser til at kong vinter og dermed nattefrosten måske er på vej inden så længe. Jeg fik ryddet op i mit “rode-bed” fra i sommers, hvor der både stod kornblomst, dahlia og gladiolys, og i stedet fik jeg plantet dette

4stk nyindkøbte hortensia Magic “Revolution”, samt flyttet min opstammede dværgsyren, som jeg ikke håber har lidt al for megen skade pga for meget vand, mens den har stået i en krukke henover forår/sommer. Jeg går nu og pønser lidt på, hvad jeg har lyst til skal dække bedet bagerst og forrest – mit bedste bud indtil videre er noget hasselurt.

Derudover har jeg også plantet nyt ved tørrestativet – 4stk kaprifolie Henryi, som er stedsegrøn og derfor med tiden vil dække enderne af tørrestativet fuldstændigt både sommer og vinter.

Min kære husbond har i dag fået sat beklædning og hylder op på de indvendige vægge i den gamle carport, så der nu kan komme masser af potter og havemøbler ind at stå i ly for vinteren, samt opsat lys så vi nu også vil kunne finde vores cykler derinde i vintermørket.

Ellers er der et par små projekter jeg skal have styr på, såsom at finde den helt rigtige leverandør til vores jernlåger foran hovedindgangen, og se om man kan være heldig at finde et par “sommervarer” på vinterudsalg – et drivhus og en hængekøje:-)

OG nu til den allerbedste nyhed – gartnerne er på vej hertil igen inden længe for denne gang at beplante RESTEN af haven! Det er virkelig højdepunktet i haveplanen, at jeg nu endelig kan se frem til at få nogle farver at se til det kommende forår. Så indenfor den næste måneds tid håber jeg at kunne lave adskillige indlæg med masser af billeder af alle de skønne planter (og resten af hækken ikke at forglemme!) der nu snart skal i jorden.

 

Foråret er plantet

Det har været store løg-sætnings-dag i dag – ikke mindre end 180 sneprydsløg er sat i cirkler om træerne samt 60 porcelænshyacinter. Så der er nu endnu en ting at glæde sig til på den anden side af efterår og vinter. 

Derudover har jeg i dag også fået bestilt de kaprifolier der skal plantes op ad tørrestativets rionet samt nogle hortensia magical “Amethyst blue” som skal plantes i bedet ved terrassen efter gladiolus- og dahliaknolde snart kan tages op. Apropos terrasse så er vi atter engang ved at feje med fugesand, eftersom gartnerne i torsdags var forbi og lægge fliserne om. Vi har haft store mængder vand liggende på terrassen og selvom der har været nogle voldsomme regnskyl på det seneste, virkede det ikke som om vandet kunne løbe væk. Og ganske rigtigt viste det sig at faldet ikke var korrekt, så det blev en ommer. 

Det blev et indlæg uden billeder denne gang, men håber jeg næste gang kan lave et indlæg fra sommerhuset, hvor jeg i sidste weekend også fik plantet lidt nyt. Det er jo ikke for sjov, at man siger september er et af de bedste tidspunkter på året at plante i:-)

Planteindkøb

Det har været det skønneste have-vejr i dag – rigtig skønt sensommervejr eller nu hedder det vel egentlig efterårsvejr, nu hvor vi er gået ind i september. Dermed er det også snart det optimale plantetidspunkt for alverdens skønne planter og løg. Så det er ikke den værste årstid at se frem mod.

I dag var jeg på plantemarked i Silkeborg arrangeret af Haveselskabet og kom hjem med noget nyt til et par bede


Det blev til en hvid Skt. Hans-urt (til venstre)n samt en anden slags med mørkerøde blade (jeg er lidt en klovn til at huske de specifikke sorts-navne). De er blevet plantet i bedet med den “almindelige” farve Skt hans-urt så tror det vil give et flot farvesammenspil.

Derudover blev det også til en violfrøstjerne, som blot er blevet placeret midlertidigt i krydderurte-bedet til jeg kan få den sat et passende sted. For vi har fortsat alle farverne i haven til gode, da det nok ikke bliver i år vi får tilplantet bedene. Planen er i stedet for, at vi får plantet alle omkransende planter her til efteråret (dvs resten af hækken, syrenhegn og lav bevoksning langs kampestensmuren).

En ting jeg dog selv vil sørge for kommer i jorden her til efteråret, vil være en masse snepryd-løg rundt om vores træer, der står i plænen – der er købt rigeligt ind, så der skal laves lidt gravearbejde, når de skal i jorden.

Men nu vil jeg først og fremmest i gang med at finde frem til de specifikke sortsnavne på syrener og sommerfuglebuske, vi skal have.

Mig 1, ukrudt 0

Så fik jeg i dag endelig bugt med det sidste genstridige ukrudt ved hækken og ih hvor det pyntede. Jeg nåede i dag også forbi planteskolen og købe et par alunrod til mine to nye potter/pokaler som jeg fandt i fredags ved et af mine yndlingssteder at handle nips til haven.


Jeg har i dag også plantet en syrisk rose som jeg fik i gave ved et havebesøg i onsdags.


Et af mine andre fund i fredags var denne fine jernkugle som nok kommer til at syne af lidt mere, når ikke den skal stå blandt ukrudtet…


Jeg har nu også fået en smule tiltro til mit bed med juleroser/påskeklokker for der er i de seneste par dage dukket nye skud frem til min store glæde. Så nu må vi se hvor meget af det der kommer i blomst til vinter.


Mit sidste billede bliver af den fine pralbønne den yngste af vores sønner havde plantet i børnehaven og fået med hjem .