Kategoriarkiv: Sommerhushaven

Arbejdsweekend forude

NU sker der noget med vores tomme jordstykke i forhaven – i dag da jeg kom hjem, stod der 6 store kasser med planter i fra Plantetorvet, som jeg skal i gang med at have i jorden i Kr. Himmelfartsferien.

Så er der leveret planter

Kasserne indeholder 250stk trædebregner, hvide lupiner og et par håndfulde Engelsød-bregner – det skal alt sammen i bedet, som jeg i forrige weekend fik forberedt til planterne, men jeg får brug for endnu flere planter end de indkøbte. Dog skal jeg først lige have dannet mig et indtryk af, hvor meget disse kommer til at fylde. Planen er at det udelukkende skal være et bed holdt i de hvide og grønne toner, og jeg har allerede nu masser af andre ideer til, hvad den resterende bare jord skal tilplantes med

Her kommer trædebregnerne til at skulle følge trædestenene
Bedet er klargjort og gjort så ukrudtsfri som muligt

Den kommende weekend bliver også min debut som køkkenhave-ejer, da der skal sættes frø i bedene, men inden jeg kan gøre det skal den sidste omgang jordforbedring i højbedene i form af lidt mere kompost og noget hønsemøg som gødning. Så regner jeg med at jorden i bedene bliver god grobund for masser af dejlige grøntsager og skæreblomster til sommer.

At der begynder at dukke lidt farve op rundt i bedene er virkelig skønt, f.eks. havde jeg glemt alt om at jeg i efteråret må have plantet en god håndfuld tulipaner i hjørnebedet. I hvert fald var det en meget glædelig overraskelse, da de dukkede op en efter en og det er jo det blomsterløg kan – glæde øjet i det foråret

Noget andet der også glæder mit øje er, at der stadig er liv i min pletter i luften. Den har ellers set noget så sørgelig og vissen ud hele vinteren, og har kunnet læse mig til flere steder, at den er frosset tilbage med de hårde vinterdage og nætter, der har været. Men se nu bare, hvordan den skyder med små lysegrønne blade fra bunden

Der er liv;-)!

Med en masse forestående opgaver herhjemme i den kommende miniferie, bliver der desværre ikke tid til at komme i sommerhuset for mit vedkommende, men jeg VED bare at det er nu det hele er skønnest deroppe – rhododendronbedet var lige på nippet til at springe helt ud sidst vi var der

Og lidt nye planter blev det da også til på sommermatriklen – en Lykkefund-rose er blevet plantet ved det store egetræ i bunden af haven, og jeg vil gøre mig stor umage med at få den vandet meget her i den første tid (gud ske tak og lov for gode sommerhus-naboer:-)), da rødderne fra træet ellers vil sluge det hele.

Lykkefund er plantet forår 2021 ved egetræet i bunden af sommerhus-haven

Det blev også til lidt flere syren-planter i vores læbælte over mod naboen, da mange af dem vi satte for 8-9 år siden er gået ud. Men nu har vi fået fjernet nogle træstubbe og andet der stjal al næring og vand fra området, og håber at vi denne gang har bedre held med at få dem til at blive store og tætte.

Nyplantede syrener i sommerhushaven april 2021

Ny beboer på matriklen…

Et ønske både min mand og jeg længe har haft er nu endelig gået i opfyldelse, for vi har fået en ny beboer her på matriklen – vores robotplæneklipper! Vi ville være sikre på, at de fleste større anlægsprojekter var færdige, inden der skulle lægges snor ned til robotten, og med højbedene som noget af det sidste i selve græsplænen, kunne vi for en uges tid siden sige velkommen til dette stykke teknologi. Det er godt nok smart hvad den kan, og forhåbentlig får vi nu også en tættere græsplæne, da den slår græsset hver dag. Et lille hus skulle den selvfølgelig også have, så der kom lige endnu et projekt til min maleropgave senere på foråret.

I weekenden tog vi et smut i sommerhuset, da der de næste par weekender står flyttehjælp på vores program, så vi måtte op og se, hvordan rydningen af den bagerste del af haven var blevet. Som man kan se herunder ser området ret åbent ud pt., men planen er som sagt at der ved de røde markeringer (ca.) skal placeres et anneks/havehus, og overmod naboen sættes rionet op, så kaprifolien måske kan styres lidt mere end tidligere. Nu har vi indsendt en byggetilladelse, og må bare vente i spænding på, hvornår på sommeren vi så kan komme i gang med det projekt.

Forhåbentlig kommer vores nye anneks i sommerhuset til at være heromkring
Indendørs projekt i sommerhuset

Jeg fik også min mand til at skære en masse tynde træskiver fra de træer der nu er blevet fældet, og planen med disse er, at jeg gerne vil beklæde en plade med skiverne, hvorefter pladen skal monteres på væggen bag brændeovnen. Det bliver sikkert mere besværligt end jeg pt. forestiller mig, men det skal prøves, da jeg tror det vil give en varm og rigtig hytte-agtig stemning omkring brændeovnen – vi får se, hvornår jeg kommer i mål med det projekt;-)

Til sidst vil jeg bare så gere bringe lidt farve og forår ind i dette indlæg også, så hvad er bedre end masser af strålende krokus (og svirrende bier), mit nyligt nedsatte fuglebad samt lidt juleroser og magnolie-grene, som jeg i år håber jeg har lidt bedre held med at drive frem i blomst inden døre.

Sommerhushaven

Vores sommerhushave er så langt fra alt det vi har herhjemme – den består primært af ujævnt græs, buske og træer så det vil sige ikke rigtig nogen blomster eller særlige farveindslag (udover når vores rhododendron blomstrer i foråret). Men måske derfor er det også så afslappende at komme derop, fordi jeg ved at der ikke rigtig er noget lugearbejde jeg skal i gang med, men at tingene bare skal have lov til at vokse næsten hvor de har lyst. Som f.eks. vores efeu der nu er begyndt at klatre op ad den “faldne” træstamme og brombær-grene der vokser henover vores brændestabel

Der er kun ganske få planter jeg har placeret på grunden, såsom en lille hortensia(Limelight så vidt jeg husker) samt en kamæleombusk i det lille espalier på terrassen

Og så er der vores bambus på hjørnet mellem den nye og gamle terrasse – fandt lige et billede af den fra 2016, hvor den måske højst er ½-1 år gammel, og den er jo alligevel vokset en hel del på de 4 år

Bambus sommeren 2016
Bambus sommeren 2020

Og så slutter jeg lige af med et lidt rodet billede, men for at vise, hvordan området ser ud nu kontra når vi engang får placeret vores anneks-hytte i bunden af haven – jeg håber at rydning af området med maskiner, byggetilladelse godkendt og indkøb af hytten kan nå at komme på plads, så vi kan påbegynde projektet i efterårsferien i år (nu får vi se;-))

Til højre for det store egetræ skal hytten placeres

Så blev det sommer

Sikken et skønt vejr det har været den seneste uges tid, og nogle helt fænomenale pinse-dage. Dem tilbragte vi i vores sommerhus og som tidligere år er det et fantastisk syn, når rhododrendronbedet er i fuldt flor – det er den ultimative havelykke:-)

Maj 2020
En glad humlebi

Også vores klematis (The President) var påbegyndt sit fine blomsterflor

Herhjemme er der også fuld fart på blomsterglæden, og jeg kan nu få øje på, hvor gennemgående min præference for de lilla, blå og rosa toner er, så måske jeg skal kigge på nogle gode komplementærfarver rundt i bedene…

Jeg MÅ også lige vise mine drenges fine projekt frem – et hjemmelavet insekthotel, som de selv har bygget, malet og fyldt op, så nu går vi spændte og holder øje med om der er nogen der flytter ind

Drengenes hjemmelavede insekthotel

Det forsømte efterår

Ja kalenderen siger jo efterår, men det er som om visse planter tror det er forår, nu hvor de endelig har fået en masse vand. I hvert fald er der nu blomster i enkelte af vores stenbræk, og minisyren-træet står også med små fine blomster ligesom det gjorde i foråret.

Det er ikke kun prydplanterne, der har haft godt af en masse regn i sensommeren for ukrudtet vokser også lystigt OVER det hele. Jeg kan slet ikke følge med, så mange steder ser det lettere forsømt ud, men jeg håber snart jeg kan øjne en hel dag, hvor jeg kan komme i sving med hakkejernet.

Det er nu ikke flere timers lugning, jeg sætter allermest pris på af havearbejde (selvom det jo er ligeså nødvendigt som at plante noget pænt), og i dag lod jeg mig rive lidt med, da jeg var på planteskolen. Jeg fik virkelig nogle gode ting med hjem til en god pris, da en del af det jeg fandt stod i planteskolens afdeling for nedsatte varer, som pt. måske ikke ser super smukke ud, men som jeg ved nok skal blive flotte til næste år. Blandt andet fik jeg en klatrehortensia på lidt over 1m for bare 100kr – en ny og pisten lille udgave af den kostede 120kr, så det ville da vist aldrig kunne betale sig at vente på den blev ligeså høj.

Desuden blev det til lidt astilbe, høstanemoner, blød ene og en dværgblodblomme-busk – alt sammen noget, der gerne skal komme til at fylde godt op i bedene, hvor der stadig er huller med bar jord. Jeg planlægger en vældig masse flere planteindkøb henover de kommende uger, så jeg i den næste måneds tid kan få fyldt rigtig godt op rundt omkring.

Jeg vil også gerne vise mit bed med græsser og nu også verbena, som jeg har plantet indimellem – det tror jeg på, bliver en god kombination, når verbenaen har vokset sig lidt højere og dermed blender sig ind med græssernes graciøse svajen.

Et sidste billede bliver fra sommerhus-haven, hvor vi var for et par uger siden og min mand på ganske få timer fik banket en lille terrasse op i græsplænen, så cafesættet nu står mere stabilt. Det blev ret godt, synes jeg især taget i betragtning af, hvor simple materialer det blev lavet ud af; et par euro-paller som bund og beklædt med lidt terrassebrædder – vupti så var der en ny miniterrasse:-)

Hvor blev tiden af?

Nu er der pludselig gået 10 dage siden mit seneste indlæg, og det er egentlig lidt et paradoks, at jo bedre vejret bliver og alting spirer og grønnes, des mindre tid har jeg til at skrive her på bloggen. For nu er al min tid jo optaget af de grønne opgaver, og det er næsten ikke til at følge med. Derfor kommer der her lidt fra den seneste uges tid både herhjemme og fra sommerhuset.

I sidste weekend fik jeg plantet nyt i forskellige krukker heriblandt en kurv med en særlig historie.

Denne kurv har nemlig fungeret som hundekurv for den hund, som mine forældre havde, da jeg blev født, så jeg synes det er en sød ide, at kurven får nyt liv med blomster i, og jeg så tænker på den lille gravhund, når jeg kigger til blomsterne.

Mit krydderurtebed blev også færdigt, og nu er jeg spændt på, hvor længe det ser lige så friskt ud som her på billedet (jeg vil sige, at 4 dage væk hjemmefra i høj solskin og ingen mulighed for vanding ikke nødvendigvis gør noget godt for disse planter…)

For de seneste 4 dage har vi tilbragt i sommerhuset, og der er også en del der er begyndt at spire og gro. Blandt andet mine klematis som nu er blevet så store/lange, at de kan begynde at klatre op ad stolperne ved terrassen – jeg er dog i tvivl om det er tilstrækkeligt for dem at klatre i/op ad, så en enkelt pind har de fået at støtte sig til

 

Endelig blev det nu også tid til at få lidt nyt liv i krukker og kurve samt min plantestol, som jeg fik lavet sidste sommer (det kan du læse mere om her )

Og ellers kom der nye farver til krukker og kurve hist og pist – jeg lader billederne tale for sig selv, og siger på snarligt gensyn:-)

Nyt fra sommerhuset

En aktiv weekend i sommerhuset er slut og sikken en aktivitet både inde og ude. Jeg fik syet hynder til vores pallesofa (godt hjulpet af min svigermor, som er en noget bedre syerske end mig!).

 Imens fik manden og svigerfar udendørs beklædt vores overdækkede terrasse, så der nu kan skabes læ og man kan sidde ude næsten uanset vejr og vind


Nu skal det “bare” males – det må tiden vise, hvornår vi får tid til…

Jeg kunne så også få hængt min birkestamme op over bordet med lidt pynt, som nok skal hygge til sommerens fester


Og lidt arvegods har fået plads på barbordet


Endelig er det i disse dage at de store rhododendron-buske blomstrer og er allersmukkest

Forår i sommerhuset

En forlænget weekend i vores sommerhus lakker mod enden, men sikke et fantastisk vejr det har været – masser af forårssol og en dejlig varme i hjørnet med læ på terrassen. Det blev til en masse oprydning i haven samt en spirende glæde over at se, at der begynder at dukke nyt liv op af jorden (også anemonerne kunne jeg begynde at ane).


Mine nyplantede klematis fra sidste år op ad den nye overdækkede terrasse og spændingen er stor, for jeg har faktisk glemt hvilken farve de er…


Et levn fra vores “gamle” have som blev flyttet for et par år siden, da vi ryddede grunden – de smukke pæoner titter lige så fint frem.


Denne rhodendendron troede jeg faktisk var gået ud da den mest bestod af tørre pinde i toppen, men se nu her hvordan den er begyndt at lave nye skud nedefra.

Og endelig så er det en fryd hvert år at se syrenernes knopper stå på spring for inden så længe at give os smukke farver og en duft af forår og sommer


Nu venter et par små planteopgaver når jeg kommer hjem – mere herom senere:-)

Nytår og nyt haveår – del 2

Hvis jeg kigger lidt mod vores sommerhusgrund og de ting jeg håber på at få udført der i 2017, så vil jeg først og fremmest starte med at nyde vores store arbejde sidste sommer med den overdækkede terrasse (som du for øvrigt kan læse mere om her). Det bliver fantastisk at tilbringe de første forårsdage under taget med et lunt tæppe omkring sig, samt de forhåbentlig lune og lyse sommeraftener. Jeg har et lille hængeparti med udsmykningen over bordet på terrassen, som indebærer en smal birkestamme og et kommende køb af nogle læderstroppe, så stammen kan komme op og hænge med lidt pynt derpå.

Ellers ønsker jeg mig allermest, at vi i dette vinterhalvår og til dels også foråret undgår ligeså meget vand i den nederste del af haven, som vi havde sidste år. Flere af grundene i området kæmpede sidste år med at få drænet vand væk fra grundene efter større regnskyl, og det medførte for vores  vedkommende, at vi ikke kunne bevæge os på græsplænen i det område uden det sagde svup svup. Hvis vi undgår den udfordring i år, kunne jeg nemlig godt tænke mig, at vi starter på at få ryddet den nederste del af haven for krat og kaprifolier der vokser lige lovlig vildt, da vi så i stedet for kan få opsat rionet som hegn, som kaprifolierne kan vokse kontrolleret på i stedet for.  Endnu en fordel ved at få ryddet lidt op i den del af haven er, at vi så kan få bugseret vores lille båd ned på en plads bagerst i haven, da den pt. nu står foran køkkenvinduet mens den er på land i vinterhalvåret. Det er knap så køn en udsigt, så derfor vil jeg gerne have lavet en mindre bådplads lidt væk fra sommerhuset.

Vi har også et lille hængeparti i forhold til vores indkørsel, hvor vi i sommers jo fik opsat en flagstang imellem gamle stubbe og krat. Vi venter på, at en af vores bekendte skal få fræset de gamle træstubbe helt væk, hvorefter vi så kan få lavet et lille bed rundt om flagstangen med lidt rød-hvide forårs- eller sommerblomster i.

Hvad der ellers dukker op af projekter i sommerlandet, vil tiden og vejret vise, for selvom der skal slappes af, kan hverken jeg eller min mand sidde stille og lave ingenting i alt for lang tid ad gangen:-)

Projekter i sommerlandet

Som resultat af at vores første ferieuge primært var en blandet landhandel rent vejrmæssigt, var der ikke langt fra tanke til handling, hvilket har resulteret i nedenstående flotte overdækkede terrasse


Efter en uges hårdt arbejde fra mandens side af og et par dages arbejde hos mig med en pensel og hvid maling, har vi fået denne skønne plads, som virkelig udvider vores sommerhus med adskillige gode kvadratmeter. Det giver os mulighed for at sidde (mange) udenfor til sent på aftenen fordi termotaget sørger for at duggen ikke falder på terrassen. Og med en terrassevarmer og et slumretæppe kan man sidde der til langt ud på sommernatten:-)


Nu mangler jeg bare at lave et par hyggehjørner derude samt sætte nogle nipsting (som min mand ville kalde det) på vægge og borde.

Og nå ja så nåede vi da også lige at få banket en flagstang op i det der gerne skulle komme til at ligne en lille forhave med tiden

Nu er tiden i sommerlandet ved at være slut, så inden længe kan jeg genoptage det store haveprojekt derhjemme og lige så småt se anlægsgartneren gå i gang.