Sommerens gøremål

Udover at være blevet inspireret rundt omkring i landet, har jeg også nydt at være herhjemme og se de første spæde omrids af, hvordan vores have bliver at opholde sig i om sommeren fremover. Der mangler stadig en masse farve i de forskellige store bede, og jeg kan se for mig, hvordan de forskellige rum skal skabes hen ad vejen, men i sin simple form som den har været i år, er den nu også dejlig.

Roserne (Aspirin) i forhaven blomstrer nu, har gjort det i næsten en måned og der er fortsat små knopper der venter på at springe ud. Så den er jeg fint tilfreds med indtil videre. (Bemærk på billedet herover, at jeg henover sommeren nu endelig igen har fået mig et tørrestativ – der skal dog tilføjes lidt mere hertil senere hen, hvilket jeg nok skal skrive lidt om en anden gang).

Vildvinen har efterhånden også fået bredt sig en del, og der er nu opsat wirer langs muren, så de også får bevæget sig vandret og ikke kun lodret langs muren.

I de små bede i terrassen er mit mix af lilla kornblomster, dahlia og forhåbentlig snart gladiolys dukket op – til næste sommer vil jeg dog overveje noget andet og måske knap så meget forskelligt i bedet.

Mine krydderurter trives også fint, og jeg nyder at kunne gå ud og hente lidt ind til aftensmaden.

Græsserne ser nu også ud til at komme, selvom jeg på et tidspunkt var lidt nervøs for, hvordan de klarede sig. De står lige ved siden af mit bed med mørk hyld og juleroser/påskeklokker som har fået en eller anden sygdom (kan ikke se om det er utøj eller hvad de fejler – symptomet er sorte pletter på bladene og enkelte af juleroserne ser ud til at være gået helt ud:-(). De sorte pletter så på et tidspunkt ud til at være flyttet over på græsserne, men nu trives de heldigvis okay, og skulle gerne stå flot, når vi kommer hen i efteråret.

Og mere græs, her dog i plænen – vi fik før ferien gartnerne til at støbe en jernkant rundt langs stenmelsstien, da de store regnmængder fik stenmel til at fosse ud over alle kanter. I samme omgang lagde de så også denne jernkant rundt ved et par af bedene omkranset af en pigstens-belægning tilsvarende husets sokkel.

Til sidst blot et par billeder af noget af det jeg tog med mig hjem fra CPH Gardens – bl.a. en “pilestok”, hvorpå der ingen blade/skud var da jeg købte den. Meningen er at den med tiden skal klippes til, så der dannes en lille krone/kuppel i toppen, hvilket på messen i hvert fald så super dekorativt ud. Men nu må vi se om mine klippe-evner formår at forme den ligeså fint.

Jeg købte også en rund form, hvori der kan lægges oasis, og det kom der denne krans ud af, da vi skulle have gæster på terrassen en dag. Det var mit første forsøg, men tænker jeg skal prøve noget lignende til efteråret med årstidens farver.

Ellers er det meste af min tid jeg har tilbragt i haven gået med at luge, luge, luge. Hvis ikke vi har været glade for regnvejret, så har ukrudtet i hvert fald, så jeg har haft nok at gøre med at holde det værste væk fra den nyplantede hæk, i forhaven og langs husets bede i terrassen. Lige nu ser jeg det som en stor fordel at alle havens bede ikke er blevet færdige på samme tid, for indtil nu har det været overskueligt at holde ukrudtet nede, men nok allerede til næste sommer får jeg en del flere bede der skal holdes nede med ukrudt indtil blomsterne i bedet er vokset til.

En anden opgave der har holdt os en del beskæftiget, er frustrationen over de frygtelig mange dræbersnegle, der dagligt vandrer ind fra den omkringliggende mark og ind i haven. Derfor er min mand nu i gang med at montere et sneglehegn rundt langs grunden – det giver jeg en update på i et senere indlæg.

En af de næste ting på min egen to-do-liste bliver at få skrevet ned, hvilke planter jeg skal på planteskolen efter, når vi kommer en måneds tid længere frem, så jeg er klar til det perfekte plantetidspunkt til efteråret.

Forhave done

Så kan vi sætte flueben ved det første helt færdige delprojekt nemlig forhaven, som nu er plantet til.


Bunddække-roserne er nu plantet (det kommer til at kræve en del lugning indtil de får bredt sig!!), og lavendel-“hækken” er også plantet (der går vist også lidt tid før det kan kaldes en hæk…). Men nu er der ikke flere opgaver i forhaven på nær selvfølgelig vores låger der vist stadig er under udarbejdelse ved smeden.


Hjørnebedet har nu fået Skt.hans-urt men her mangler stadig en syrisk rose.


Dette er ikke nyplantet men porcelænsblomsterne der nu står allerflottest.

Og mit tulipanbed står også rigtig flot netop nu hvor der hele tiden er en ny sort der afløser den næste


I morgen står den på mere plantearbejde (og lidt lugning😐), så mon ikke der snart kommer et indlæg mere…

Det spirer og grønnes

Både min mand og jeg går nærmest i spænding og venter på, at vi inden så længe kan prøve at slå græsset for første gang – både for første gang i år og i det hele taget i den nye have. Man skal jo lige lære sin nye plæne og dens forløb at kende på ny, da havens udformning slet ikke er ligesom for et par år siden. Derfor tror jeg måske også, at vi inden længe skal have støvet græsslåmaskinen lidt af, da det jo nærmest er mere end 1 år siden vi sidst har haft den i gang her på grunden.

Vi har nu også fået sået det sidste græs på østsiden af huset, og med de mange dages regn der kom lige efter såningen, håber jeg også græsset der vil begynde at spire inden længe. Det er nemlig på dette stykke, at min længe savnede tørresnor skal placeres, og jeg har en lidt anderledes ide til, hvordan det skal udformes, men mere om det projekt senere.

Ellers begynder enkelte ting at springe ud – det er fortsat ret sparsomt, hvor meget vi har af planter i haven så tænker, at der til næste forår vil være et sandt bombardement af blomster og planter i forhold til nu. Men herunder ses et par enkelte glimt af det, der trods alt er på vej frem lige nu.

Nogle af de hvide tulipanløg jeg satte i efteråret er så småt ved at springe ud – her en høj sort, og de andre sorter er noget lavere og ser mere fyldte ud i blomsten, men jeg må vente i spænding til resten springer ud.

I bedene under vildvinen er der plantet porcelænsblomster, og der begynder så småt at vise sig den røde stængel der får fine lyserøde blomster nok inden så længe. Jeg har dog fået købt for lidt hjem, da jeg plantede i efteråret, så jeg har lavet en bestilling mere på dem på planteskolen, og regner med de så kan fylde bedene mere op.

En af mine udplantninger med en lilla kejserkrone (Fritillaria persica – Persisk Kejserkrone) suppleret med lidt hvide påskeliljer.

Og endelig et billede af noget af et forsøg jeg nu sætter i gang. Jeg havde to knap så pæne kuglebuksbom-planter stående i nogle gamle krukker, hvoraf den ene var flækket pga frost. Jeg kunne se på bladenes gule farve, at de nok trængte til lidt næring, så nu er de først blevet plantet over i nogle større plantekurve, for senere på ugen at få et skud gødning. Det håber jeg giver dem lidt nyt liv, og jeg skal nok holde jer opdateret på om det lykkes, eller om jeg må opgive dem og købe to nye.

Ellers har jeg et par små-projekter i støbeskeen der bl.a. indbefatter en frygtelig masse kaffegrums, en speciel rarbarbersort der ikke sådan lige er til at bestille på min lokale planteskole, nogle skærmliljer der inden så længe skal plantes i krukker på terrassen samt noget krybende timian jeg godt kunne tænke mig at så ved mellemrummene fra trappetrin til støttemure. Håber at kunne vise mere af det i mit næste indlæg.

 

1-års fødselsdag

Min lille blog har nu passeret sin første milepæl – det er 1 år siden jeg lavede mit første indlæg som kan læses her. Det er vildt hvad der er sket på det ene år og jeg er positivt overrasket over, hvor langt vi allerede er nået – hvad kan det ikke ende med🙂

Her i påsken står den på en del praktisk arbejde omkring vores nye skur alias vores gamle carport. Den er blevet beklædt (vi mangler lige bagsiden), så en del malerarbejde venter mig, hvis ellers vejret bliver til det. Og nå ja lidt tidlig lugning vil heller ikke være af vejen…


Vi pønser på en skydedør i den nye åbning. Og på siden ned mod haven drømmer jeg om et mindre vægdrivhus.


Der er også blevet indkøbt nyt interiør i form af en regnvandstønde der bare lige mangler tilslutning

Og så lige et farvepust i form af de to magnolia-træer i forhaven

Flere billeder

Jeg ligger lige nogle flere billeder op af alt det nye der sker rundt omkring på vores matrikel


Stenmelsstien er nu lagt og må betrædes


Den runde terrasse er også færdig (så kan jeg godt begynde at se mig om efter et bord og et par stole dertil;-)


Der er nu blevet lagt grus i de to felter foran huset


Og der er blevet lagt pigsten langs med husets sydlige side.

Det ser alt sammen så flot ud med belægninger og sten, men det bliver nu også endnu mere tydeligt hvor savnet alt det grønne er! Jeg håber forhaven også når at blive tilplantet her i foråret, mens jorden bagved huset lige skal gennemarbejdes noget mere før der kommes planter i jorden (så slipper vi i det mindste for lugning og vanding henover sommeren i de bede…).

Så for nu må jeg nøjes med at glæde mig over den smule grønt der trods alt allerede er dukket op

De hvide tulipaner jeg satte i efteråret


Mit Julerose/påskeklokke-bed


Og lidt pynt på min nye trappe. Hertil har jeg også købt flere plantekurve, hvori der skal plantes lyserøde pelargonier, når vejret bliver lidt varmere

Nu ligner det snart en have

Der er virkelig sket fremskridt i den seneste uge – alt hvad du kan se på billederne her er nået på en uge så vi er godt tilfredse:-)

Den sidste trappe op mod det øverste niveau i haven – her på trinnene forestiller jeg mig at min krukkehave skal stå.

Der er klargjort til stenmelsstien.


Og her anes terrassen i rundingen hvor der bliver plads til et lille cafebord, så nu må det forår godt snart komme, så vi kan bruge alle de nye kroge og jeg kan begynde at “indrette” vores uderum.

Maskinerne kommer…

Så er anlægsgartnerne ankommet igen og er nu gået i gang med den sidste del af belægning foran huset samt opbygning af kampestensmuren bag huset


Og alt imens de knokler ude i kulden, sidder jeg her bag ruden og lader mig inspirere


Jeg var nemlig så heldig at jeg i fødselsdagsgave både fik et medlemskab til Haveselskabet/magasinet Haven OG en billet til Havemesse i København i juni i godt selskab – jeg glæder mig. 

Flere billeder følger de kommende uger efterhånden som der kan ses fremskridt udendørs…

Flere planter i jorden

Så blev det tid til at vores forudbestilte liguster hæk-planter kom hjem fra planteskolen og i dag er de kommet i jorden. Heldigvis havde vi allieret os med en minigraver så vi ikke selv skulle grave den lange rende. Men det tog alligevel en del tid at få 150stk planter i jorden. Især fordi vi også måtte hente ekstra jord på planteskolen undervejs, da det vi fik gravet op ved siden af vejen var så dårlig en jord fyldt med sten, at vi ikke ville hælde det tilbage over de nye planter. 


Her ses det lange stykke mod nord, og derudover fik vi også halvdelen i forhaven samt foran det eksisterende skur plantet. 


Bemærk også hvor godt græsset er ved at få fat – et meget fint og grænt tæppe pynter og giver håb om at foråret bliver en sand fornøjelse at iagttage haven i.


Dog stødte vi i bogstaveligste forstand ind i en forhindring omkring skraldespandene som gør at vi ikke får hæk der bagved. Der lå et tykt lag asfalt og betonstykker der, hvor der skulle plantes, så vi må der i stedet få bygget et hegn af en art, så de står skjult set indefra haven. 

En hård arbejdsdag der klart har fået os til at genoverveje, hvor meget af den resterende hæk vi selv vil plante til næste efterår…

Jeg nåede da også lige at lægge lidt flere påskelilje-løg i jorden og den sidste ting på min to-do liste for i år, bliver at få plantet juleroser/påskeklokker i bedet under den mørke hyld.

Plantetid

Juhuu nu har jeg endelig fået afløb for at få lov til at plante noget i den nye have. Jeg er startet i det små med noget der forhåbentlig bliver til at overskue at holde ukrudtet væk fra i løbet af vinter/forår. Der skal dog også tilføres lidt mere i de kommende uger/måneder så bundene i bedene næsten bliver dækkede – mere om det senere.


Her er blevet plantet 2 Black Beauty-hyld, og i dette bed vil jeg også plante bunden til med påskeklokker og/eller juleroser.


For enden af terrassen er tre stk græsser plantet, og forhåbentlig vil de brede sig i beddets fulde længde og bredde.

Endelig fik jeg også tilplantet de fleste af terrassens bede med vildvin og porcelænsblomster i bunden – nu er jeg spændt på om planterne står tæt nok til at kunne dække bedene og støttemuren med årene.


Heldigvis nåede jeg en masse i går, hvor det var perfekt plantevejr med efterfølgende heldagsregn i dag, så jeg behøves ikke tænke på at vande i de kommende dage🙂

Da vi var på planteskolen og hente ovenstående planter i torsdags, benyttede vi også lejligheden til at få bestilt nogle hækplanter, så lidt mere kommer der da til at ske inden foråret. Det er skønt endelig at kunne komme i gang med noget af det sjove.

Flere billeder

I skal ikke snydes for en sidste håndfuld billeder af haven som den nok kommer til at se ud henover vinteren – forhåbentlig får vi anlægsgartneren til at komme igen i det tidlige forår for at fortsætte arbejdet.


Her kan de nye niveauer i haven fornemmes – det bliver skønt når det grønne græstæppe breder sig.


Så er begge siderne i forhaven “ens” – begge brostenskanter er i hvert fald færdige men resten af forhaven bliver et af de projekter, der først bliver færdiggjort næste år.