Alle indlæg af camves

Forår på matrikel nr.2

Så blev det tid til at nusse lidt om sommerhushaven, og selvom der altid er noget at gøre, når vi kommer herop nyder jeg også, at tingene gror lidt mere vildt her og der ikke behøves at være nogle sirlige kanter eller bede, der skal luges.

Men planterne trives heldigvis også her trods den noget mere sandede jordtype end derhjemme – de tre klematis jeg satte for 1 1/2 år siden ved vores overdækkede terrasse er begyndt at skyde med nye knopper så det lover godt

Også kamelæonbusken som jeg plantede sidste forår trives op ad espalier på terrassen

 

Jeg har igen i år også fået plantet lidt sommerblomster i min havestol, hvilket er blevet en fast tradition

Og mit forsøg med at plante anemoner i det skovbundslignende stykke er startet ligeså småt – håbet er selvfølgelig at anemonerne vinder overtaget fremfor skvalderkålen der buldrer frem…

Rhododendron er også lige på nippet til at stå allersmukkest lige nu

Og ellers lidt tulipan billeder her til sidst – de røde ved flagstangen er genbrug fra haven derhjemme, hvor jeg reddede dem i efteråret fordi jeg ved der på et tidspunkt skal graves ud til carport der hvor de stod. Jeg har plantet margueritter udenom så dem glæder jeg mig til at se til sommer.

 

Så kom foråret

Endelig er foråret kommet og efter en lang og mørk vinter, er det så livsbekræftende at se alting begynde at spire og gro. Her i haven er der også sket ting og sager siden mit seneste indlæg. Der begynder at dukke grønne vækster op af jorden, og det er som at gå og vente på en overraskelse indtil de forskellige planter springer ud, da det jo er første sæson jeg skal se det hele. Så hver dag kigger jeg efter nye blomsterknopper og noget af det er allerede begyndt at dukke op. Bl.a. er de fladkravede kodriver (primula elatior) i fuldt flot nu (billedet herunder blev dog taget for nogle uger siden, da den første kun lige var sprunget ud)

Alle de små løgvækster jeg satte i efteråret rundt om træerne dukkede også op og skabte et skønt blåt brus – lige som jeg havde ønsket det.

På det sidste billede kan mine nye højbede af sorte pallerammer også ses. De blev lavet for nogle uger siden udelukkende med det formål, at vi gerne vil nå at få lidt jordbær og rarbarber til sommer. Så der er blevet plantet 4 forskellige jordbærsorter, samt en rarbarber-sort der hedder Livingstone, som er en nyere sort der har den fordel, at man kan høste rarbarber derfra både forår og efterår. Det glæder vi os alt sammen til:-)

Også de mange stenbræk langs med stenmelsstien er på vej til at dukke op med de fine blomster i pink

Og jeg har fået plantet lidt krybende timian langs med de 2 trapper, og jeg er nu spændt på om de vil kunne vokse der i og med det er på en skråning, hvor jorden let kan drive væk.

Der er masser af andet der så småt begynder at springe ud – jeg har fuld gang i mit tulipanbed, og påskeklokkerne er også rigtig fine netop nu. Og derudover har jeg masser af planteideer, men dem må jeg dele med jer en anden god gang for NU kommer det bedste af det hele. Jeg er nemlig blevet den lykkelige ejer af et drivhus! Lige præcis den model jeg ønskede mig fra Juliana i sort, som passer så fint op ad skuret. Det er endnu ikke helt færdigbygget, men nøj hvor skal der pusles om det lille hus, når det står færdigt:-)

Som I nok kan se på billederne er det et forholdsvist lille vægdrivhus, men det var hvad der blev plads til og efter devisen hellere lidt men godt, valgte vi en lidt dyrere model end det sædvanlig aluminiumsskelet. Og det har vist sig at være den helt rigtige løsning, fordi det falder godt i tråd med resten af omgivelserne. Planen er at der skal laves noget belægning rundt om samt en midterbane indenfor døren (og her bliver mit nye tilholdssted, da der lige nøjagtig gerne skulle være plads til en lille hyggekrog og -stol til undertegnede). Pladsen levner ikke rum til meget mere, men nogle plantesække/kasser med tomater og agurker vil der dukke op, da vores to drenge vil frydes over selv at kunne gå ud og plukke derfra til deres madpakker. Så inden længe må vi i gang med at plante igen igen igen.  Det er jo trods alt en højtid for haveelskere som mig, for alt vokser allerede med raketfart, og man skal snart skynde sig at få tingene i jorden.

Tegn på forår

Underligt at mit sidste indlæg handlede om vinterens komme, når jeg så her i slutningen af januar allerede kan se de første forårstegn i haven – det er som om vejret ikke helt arter sig efter, hvilken årstid kalenderen viser, hvilket betyder at der allerede nu pibler grønt op af jorden.

Mine tulipaner har stukket næsen frem i de seneste to uger, så jeg håber de klarer den, selvom der jo stadig er stor risiko for frost og kulde.

Der er også livlig aktivitet hos de små vintergække-klynger jeg fik sat sidste år – er spændt på, hvordan det hvide og ret tætte flor bliver lige om lidt, når de viser deres spinkle hoveder.

Endelig er det jo også nu juleroserne har det allerbedst, og til trods for at de fleste af mine hvide juleroser “Niger” gik ud siden plantningen sidste år, kommer de mørkrøde sorter lige så fint (kan faktisk ikke huske, hvilke af dem der er juleroser og påskeklokker). Ved ikke om det skyldes deres mere isolerede placering op ad husmuren eller deres sort bare er stærkere. Så derfor har jeg også været nød til at genplante et par nye af den hvide slags.

 

Ellers er denne tid af året jo ikke den mest inspirerende rent havemæssigt, meget ser trist og gråt ud så i stedet for at bruge tiden udendørs benyttes tiden foran computeren, hvor det første indkøb til foråret netop er gjort. Jeg har længe ønsket mig et lille spejlbassin til vores forhave, og da der så dukkede et tilbud op med 20%’s rabat kunne jyden i mig jo ikke undlade at købe et. Så det henter jeg i næste uge, men venter nok lige til foråret med at fylde det med vand og nøkkeroser eller hvad jeg nu kan finde på:-) Det er denne type jeg har købt hos Zinkbakken

 

 

Så blev det vinter

Uha som tiden flyver af sted med alt muligt andet end haven og bloggen, men julen nærmer sig jo også med hastige skridt. Også vinteren har de seneste to dage vist sit ansigt med et flot pudderagtigt drys på buske og træer – bare det dog kunne komme til at se sådan ud i juledagene.

Men inden dette år rinder ud skylder jeg de sidste billeder fra haven i november, da gartnerne var færdige med at plante resten fra haveplanen. Meget apropos årstiden ses mit julebed herunder, som om et par år eller flere bliver godt at kunne klippe fra til kranse og dekorationer.

Det ser jo ikke ud af så meget i bedene lige nu, og jeg ved der bliver en frygtelig masse lugearbejde til forår/sommer, men det må kræve lidt blod, sved og tårer at få det til at vokse tæt.

Syren-hegnet mod vest med storkenæb som bunddække

Resten af hækken er nu også blevet plantet

Også inde i haven er hækken blevet plantet, så den med tiden udgør to “vægge” der lukker bagenden af haven for det blotte øje. Det tror jeg får en rigtig god virkning.

Og mit pæretræ på espalier blev plantet.

Der er dog opstået et par pletter af bar jord, som haveplanen ikke har taget højde for, da vi har ændret lidt må måleforholdene, men det passer mig nu helt fint. For så har jeg lidt kreativ frihed til selv at få fyldt lidt op rundt omkring i bedene.

Så der kan sagtens foregå mere planlægning af planteindkøb i den mørke januar….

 

Juleaften kom tidligt i år

Jubii så har gartnerne været forbi og plante i denne uge, så det føles nærmest som kulminationen på hele haveplanen – endelig at se nogle planter i jorden er som juleaften for mig:-)

Her ses først et par billeder af, hvad der blev lagt ud den første dag

Og mere til

Der var en hel del planter der stod og ventede på at få rødderne i jorden….

Jeg vender tilbage med hvordan det så er blevet, og et par nye overvejelser det har ført med sig…

 

 

Klargøring til vinterens komme

Så er en hel uges efterårsferie ved at lakke mod enden, og der er da heldigvis blevet lidt tid tilovers til diverse gøremål udenfor i haven, og også lidt forberedelser til at kong vinter og dermed nattefrosten måske er på vej inden så længe. Jeg fik ryddet op i mit “rode-bed” fra i sommers, hvor der både stod kornblomst, dahlia og gladiolys, og i stedet fik jeg plantet dette

4stk nyindkøbte hortensia Magic “Revolution”, samt flyttet min opstammede dværgsyren, som jeg ikke håber har lidt al for megen skade pga for meget vand, mens den har stået i en krukke henover forår/sommer. Jeg går nu og pønser lidt på, hvad jeg har lyst til skal dække bedet bagerst og forrest – mit bedste bud indtil videre er noget hasselurt.

Derudover har jeg også plantet nyt ved tørrestativet – 4stk kaprifolie Henryi, som er stedsegrøn og derfor med tiden vil dække enderne af tørrestativet fuldstændigt både sommer og vinter.

Min kære husbond har i dag fået sat beklædning og hylder op på de indvendige vægge i den gamle carport, så der nu kan komme masser af potter og havemøbler ind at stå i ly for vinteren, samt opsat lys så vi nu også vil kunne finde vores cykler derinde i vintermørket.

Ellers er der et par små projekter jeg skal have styr på, såsom at finde den helt rigtige leverandør til vores jernlåger foran hovedindgangen, og se om man kan være heldig at finde et par “sommervarer” på vinterudsalg – et drivhus og en hængekøje:-)

OG nu til den allerbedste nyhed – gartnerne er på vej hertil igen inden længe for denne gang at beplante RESTEN af haven! Det er virkelig højdepunktet i haveplanen, at jeg nu endelig kan se frem til at få nogle farver at se til det kommende forår. Så indenfor den næste måneds tid håber jeg at kunne lave adskillige indlæg med masser af billeder af alle de skønne planter (og resten af hækken ikke at forglemme!) der nu snart skal i jorden.

 

Efterårsfornemmelser

Det har været et virkelig smukt september-vejr i de seneste par weekender med en utrolig blå himmel, så hvad det angår føles det ikke som om efteråret er på vej. Dog er de første træer begyndt at skifte farve og enkelte taber også allerede deres første blade. Efteråret er nu skønt med de flotte farver – især de gyldne og røde nuancer synes jeg er skønne. Der er også begyndt at komme efterårsfarver her i haven – blandt andet på vildvinen, som jeg virkelig tror bliver smuk, når det engang kommer til at dække hele muren

Også de to japanske rønnetræer er ved at iklæde sig efterårsklæderne med de røde blade

Og selvfølgelig intet efterår uden æbler på træerne – håber på et endnu bedre udbytte til næste år, da vi ikke har plukket/brugt nogen fra træerne i år

Til sidst blot et billede fra i går morges hvor man kunne se ufatteligt mange flotte spindelvæv i morgensolen, efterhånden som tågen/disen lettede – her fine spind i Dronning Ingrid-græsserne

 

Foråret er plantet

Det har været store løg-sætnings-dag i dag – ikke mindre end 180 sneprydsløg er sat i cirkler om træerne samt 60 porcelænshyacinter. Så der er nu endnu en ting at glæde sig til på den anden side af efterår og vinter. 

Derudover har jeg i dag også fået bestilt de kaprifolier der skal plantes op ad tørrestativets rionet samt nogle hortensia magical “Amethyst blue” som skal plantes i bedet ved terrassen efter gladiolus- og dahliaknolde snart kan tages op. Apropos terrasse så er vi atter engang ved at feje med fugesand, eftersom gartnerne i torsdags var forbi og lægge fliserne om. Vi har haft store mængder vand liggende på terrassen og selvom der har været nogle voldsomme regnskyl på det seneste, virkede det ikke som om vandet kunne løbe væk. Og ganske rigtigt viste det sig at faldet ikke var korrekt, så det blev en ommer. 

Det blev et indlæg uden billeder denne gang, men håber jeg næste gang kan lave et indlæg fra sommerhuset, hvor jeg i sidste weekend også fik plantet lidt nyt. Det er jo ikke for sjov, at man siger september er et af de bedste tidspunkter på året at plante i:-)

Planteindkøb

Det har været det skønneste have-vejr i dag – rigtig skønt sensommervejr eller nu hedder det vel egentlig efterårsvejr, nu hvor vi er gået ind i september. Dermed er det også snart det optimale plantetidspunkt for alverdens skønne planter og løg. Så det er ikke den værste årstid at se frem mod.

I dag var jeg på plantemarked i Silkeborg arrangeret af Haveselskabet og kom hjem med noget nyt til et par bede


Det blev til en hvid Skt. Hans-urt (til venstre)n samt en anden slags med mørkerøde blade (jeg er lidt en klovn til at huske de specifikke sorts-navne). De er blevet plantet i bedet med den “almindelige” farve Skt hans-urt så tror det vil give et flot farvesammenspil.

Derudover blev det også til en violfrøstjerne, som blot er blevet placeret midlertidigt i krydderurte-bedet til jeg kan få den sat et passende sted. For vi har fortsat alle farverne i haven til gode, da det nok ikke bliver i år vi får tilplantet bedene. Planen er i stedet for, at vi får plantet alle omkransende planter her til efteråret (dvs resten af hækken, syrenhegn og lav bevoksning langs kampestensmuren).

En ting jeg dog selv vil sørge for kommer i jorden her til efteråret, vil være en masse snepryd-løg rundt om vores træer, der står i plænen – der er købt rigeligt ind, så der skal laves lidt gravearbejde, når de skal i jorden.

Men nu vil jeg først og fremmest i gang med at finde frem til de specifikke sortsnavne på syrener og sommerfuglebuske, vi skal have.

Mig 1, ukrudt 0

Så fik jeg i dag endelig bugt med det sidste genstridige ukrudt ved hækken og ih hvor det pyntede. Jeg nåede i dag også forbi planteskolen og købe et par alunrod til mine to nye potter/pokaler som jeg fandt i fredags ved et af mine yndlingssteder at handle nips til haven.


Jeg har i dag også plantet en syrisk rose som jeg fik i gave ved et havebesøg i onsdags.


Et af mine andre fund i fredags var denne fine jernkugle som nok kommer til at syne af lidt mere, når ikke den skal stå blandt ukrudtet…


Jeg har nu også fået en smule tiltro til mit bed med juleroser/påskeklokker for der er i de seneste par dage dukket nye skud frem til min store glæde. Så nu må vi se hvor meget af det der kommer i blomst til vinter.


Mit sidste billede bliver af den fine pralbønne den yngste af vores sønner havde plantet i børnehaven og fået med hjem .